Det omfangsrige forfatterskab hører til blandt de vigtigste og mest indflydelsesrige i verdenslitteraturen, og Dostojevskijs betydning for udviklingen af den realistiske roman i 1800-tallets Europa og for den modernistiske litteratur i starten og midten af 1900-tallet har været afgørende.
Derfor kan man også pege på utallige forfatterskaber, der har ladet sig inspirere af Dostojevskij, og forfattere som Hermann Hesse, Knut Hamsun, James Joyce, Virginia Woolf og Marcel Proust har alle skrevet om den store russers betydning.
Franz Kafka kaldte Dostojevskij for sin ”blodsbeslægtede” og var stærkt inspireret af særligt ”Forbrydelse og straf” i arbejdet med romanen ”Processen” (1924), hvor hovedpersonen K. bliver retsforfulgt uden at kende til den forbrydelse, han anklages for. Spørgsmålet om menneskets grundlæggende skyld er centralt, og over for både K. og Raskolnikov kan man spørge: Har han begået en forbrydelse? Hvis han har, betragter han det så selv som en forbrydelse? Og hvis ikke, hvorfor giver han sig så frivilligt hen til myndighederne og rettens angreb og accepterer sin straf?
Præcis 100 år efter Dostojevskijs fangelejrroman ”Det døde hus” udkom den lille sensationsroman ”En dag i Ivan Denisovitjs liv”. Forfatteren var russiske Aleksandr Solsjenitsyn, hvis fortælling om livet i en af Sovjets GULAG-fangelejre var tydeligt inspireret af ”Det døde hus”. Overlevelse, værdighed, fællesskab, skyld, straf og soning er eviggyldigt fællesstof på tværs af et helt århundrede.
Endelig var de franske eksistentialister med Jean-Paul Sartre i spidsen enormt inspirerede af Dostojevskijs tanker om gud og mennesker og om den frie vilje. I sit essay ”Eksistentialisme er en humanisme” skriver Sartre med en opsummering af Ivan Karamazovs antikirkelige holdning: ”Dostojevskij skrev engang: 'Hvis Gud ikke eksisterede, ville alt være tilladt;' og det for eksistentialisme er udgangspunktet.” For Sartre betyder det, at mennesket selv har det fulde ansvar for sin eksistens uden mulighed for frelse fra en højere magt. En afgørende kontrast er dog, at svaret på tilværelsens tilsyneladende meningsløshed for Dostojevskij i høj grad fandtes i den kristne tro, mens eksistentialisterne betoner det aktive, frie valg.