“Crossroads” fra 2021 (“Korsveje”, 2021) er første bind i Jonathan Franzens amerikatrilogi “Nøglen til mytologierne”. Her følger vi familien Hildebrandt, der bor i den mindre by New Prospect. Via en 3. personsfortæller zoomer de enkelte kapitler skiftevis ind på familiefaren og præsten Russ, hans kone Marion og tre af deres fire børn – Clem, Becky og Perry. Derudover har de 9-årige Judson.
Romanen foregår i 1971, og Franzen tager tunge emner som Vietnamkrigen, racekonflikter, hippiebevægelsen, generationsoprør og stoffer op – og krydrer det med et indblik i nogle af de mange amerikanske trossamfund. Men som altid hos Franzen er det de indre og mellemmenneskelige dramaer, der for alvor driver romanen frem. Helt centralt for fortællingen er en tidligere episode, hvor Russ blev fyret som præst i kirkens ungdomsafdeling Crossroads, der også giver romanen sin titel, og som derudover peger på de mange konkrete og metaforiske korsveje, karaktererne konfronteres med i romanen. Nu føler Russ et indædt had til lederen af ungdomsprogrammet, der i mellemtiden har transformeret klubben fra et sted, hvor der blev ydet frivilligt arbejde, og bøn var i højsædet, til en klub med fokus på selvudvikling for populære unge med langt hår og guitar.
61379614
Hadet bliver determinerende ikke blot for Russ’ følelse af afmagt og utilstrækkelighed, men også for hans ægteskab og forholdet til børnene, der slår stadig dybere revner. De tre ældste børn vælger at deltage i Crossroads efter farens degradering, og dertil går den ældste, Clem, op mod farens pacifistiske idealer ved at droppe studierne og melde sig som frivillig til Vietnamkrigen. 18-årige Becky finder en musikerkæreste og bliver gravid, og Perry begynder at tage stoffer.
Ægteskabet skranter også temmelig meget. Russ mener, at årsagen er Marions overvægt, der får ham til at kigge langt efter en ung enke i menigheden, men det følelsesmæssige skred viser sig i mindst lige så høj grad at være indre. Og hvad Marions overvægt angår, er den som en fysisk manifestering af den fortielse, hun har levet med i hele ægteskabet – nemlig en forhistorie med psykisk sygdom. Som ofte hos Franzen spiller fortielser således en central rolle og skaber spændinger og skred i intimiteten, der får afgørende betydning for personerne og deres relationer.