Skyggen foran mig

Citat
Jeg har ingen stemme, jeg står midt i det hele og ser på lysene og tænker først på alle de ønsker der ønskes, om helbredelse, lykke, bedre liv, ønsker for levende og døde, så tænker jeg at et af de mange lys er mit, det rører mig, men det er ikke derfor jeg begynder at græde. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske er det følelsen af at have gjort noget, at komme frem, omsider holde en slags løfte.
”Skyggen foran mig”, s. 255.

I Kim Fupz Aakesons roman Skyggen foran mig (2025) vender forfatteren endnu en gang tilbage til fængslet, som også er omdrejningspunkt i Bådens navn (2018) og Fangeleg (2022). Hvor de to tidligere romaner primært skildrer henholdsvis en fængselspræst og fængselsbetjente, følger vi her en tidligere indsat. Hovedpersonen er navnløs, men kaldes Paven af de andre indsatte, fordi han har læst hele Bibelen. Han afsoner en lang dom for drabet på sin kæreste, mor til deres fælles barn.

140550663

Romanen bevæger sig i tre spor. I nutiden er Paven blevet løsladt og skal begynde forfra med job, bankkonto, bolig og et liv uden for murene. Spørgsmålet er imidlertid, om han også er fri i mere end juridisk forstand. Kan han blive tilgivet – af sin søn, af den dræbtes søster og af sig selv? Som en form for sjælelig bod vælger han at gå Caminoen i Spanien i håb om at finde et svar eller i det mindste en ny begyndelse. Undervejs slår han følge med et ægtepar og deres veninde, og fællesskabet bliver en forsigtig åbning mod et liv med andre mennesker – hvis de altså kan leve med den skygge, han bærer med sig.

De to øvrige spor fører tilbage til fortiden: dels til tiden i fængslet, dels til livet før mordet. Her afdækkes et misbrug, der fører til tvangsfjernelsen af parrets barn, og som kulminerer i en voldshandling, Paven selv har svært ved at forstå. Fængslet skildres både som en grå hverdag med arbejde, madklubber og højtider og som et rum for selvopgør. Paven forsøger at begribe sin handling og den skyld, der følger med – også når tanken melder sig, om kæresten bar en del af ansvaret, og om det overhovedet er tilladeligt at tænke sådan.

Romanen kredser om skyld, skam og tilgivelse og undersøger, om straf og anger nødvendigvis fører til forløsning. Som Fupz selv har formuleret det, er tilgivelse ikke en viljesakt, men noget, man må lægge frem og håbe på at modtage: »Tilgivelsen kræver, at du angrer, sætter ord på din ugerning, fodfejl eller udåd og lægger den frem til skue, og så må du vente og se, om der er tilgivelse til dig derude. Den der med, at Gud elsker og tilgiver alle sine børn, den dur for nogle, men desværre ikke for alle« (Bine Madsen: Kim Fupz Aakeson i Avisen Danmark, 12. april 2025).