Fuck mor og Busser

Citat
”… og så siger Emma, at det sgu da ikke er normalt, at ens forældre bruger deres driftsliv som rettesnor for hele deres tilværelse, og så siger Busser, hun ikke troede normalitet var noget, Emma og mig på den måde refererede ukritisk til, og så siger Emma, at der trods alt er grænser for, hvor mange parametre det er fedt at skille sig ud på, og så siger Busser, at normalitetsbegrebets indsnævring har begrænset mangfoldigheden i samfundet…”

”Fuck mor og Busser”, s. 86-87.

Under genrebetegnelsen Ungdomsoprør udgav Kristina Nya Glaffey i 2019 ”Fuck mor og Busser”, der er tredje roman i serien om mor og Busser og deres tvillingedøtre, hvoraf den ene igen er fortæller. Hun er nu blevet gymnasieelev, er aktiv i Ungdomshuset og midt i et generationsoprør begejstret ledt an af tvillingesøsteren Emma, der ikke skyr nogen midler for at få sine mødre til at indse deres kæmpe selvmål af en familiekonstellation. Hvor fortælleren forsigtigt nærmer sig en erkendelse af gerne at ville møde andre med samme donornummer, tordner Emma mod alle konventioner – ikke mindst dem, som mor og Busser abonnerer på.

Formen er sat i kortere scener, primært i ejendommen på Rantzausgade på Nørrebro (lebbesiloen), hvorfra fortælleren i et hæsblæsende tempo gengiver dialoger mellem mor, Busser, Emma og sig selv. Det er primært Busser og Emma, der diskuterer – de har samme fandenivoldske og politiske tilgang til verden, Busser med en ironisk distance, Emma med alle følelser uden på tøjet. Fortælleren og Emma har aftalt, at de er på samme side uanset hvad, men som romanen skrider frem, skrider fronterne i familien, og søstersymbiosen udfordres.

46556941

Også i dette sjove og satiriske værk om mor og Bussers brogede liv er temaerne normer, familiekonstellationer og lebbekultur – og ikke mindst den middelklasseidentitet, som mor og Busser forsøger at flygte fra, men som de mere og mere kommer til at indfri med deres mælkeskummere og altankasser, selvom Busser forsøger at parere: ”det radikale oprør ville være at flytte ind i et parcelhus i Jylland sammen med sin mand og sine 1,75 børn” (s. 90). Sproget er fyrigt og præcist i fortællerens talesproglige ungdomslingo med ”klammo”, ”og jeg er bare sådan who are you kidding” osv.

Hele tiden rumsterer der et metaperspektiv på værket med kommentarer om ”Bussers utroværdige omskrivninger af hverdagen på Rantzausgade” og Emmas holdninger til Bussers kulturelle arbejde, grundigt støttet af Kunstfonden. Fortælleren synes, at der er lidt mere format over vennen Hakims mor, som er anæstesilæge og faktisk redder folk og gør en forskel ude i virkeligheden hver dag, så spørgsmålet er måske, om det overhovedet giver mening at lave kunst – og så på statens regning?

Bogen blev i 2019 nomineret til Weekendavisens Litteraturpris.