I ”Min mor var besat” (2019) vender Peter Øvig blikket indad, mod sin egen familie og sit eget sind. Omdrejningspunktet for den dokumentariske skildring er Peter Øvigs mor Ellen, og hvordan hendes livslange depression opstod og prægede hende selv og hendes familie.
Peter Øvig er lettet, da hans mor dør, for han føler en tung byrde løftet af sine skuldre. En byrde, som bestod af morens evindelige råb om hjælp, og af den skyldfølelse, som fulgte af hverken at ville eller kunne agere forælder for sin egen mor.
Bogen er inddelt i tre dele, der overordnet set markerer tre stadier i Peter Øvigs proces med at skrive bogen. Den er fortalt af jeg’et Peter Øvig, men som i hans andre bøger er også ”Min mor var besat” opbygget omkring interviews.
Første del starter med Peter Øvigs mors død, som igangsætter hans arbejde med bogen og med at prøve at forstå den person, som han næsten hele livet har forsøgt at holde på afstand. Han får adgang til hendes journaler fra indlæggelserne på psykiatrisk hospital i Risskov, og han taler med sin lillesøster Mette om, hvordan de hver især har oplevet barndommen.
46506294
I bogens anden del interviewer han familiemedlemmer, naboer og veninder og tegner gennem dem et portræt af moren og hendes tid, hvor kønsroller var meget mere normbundne end de er i dag; en kvinde, der havde født, havde sin plads i hjemmet og psykisk sygdom var ikke noget, der blev snakket højt om.
Tredje del dykker ned i Peter Øvigs eget sygdomsforløb, som opstår i forlængelse af arbejdet med bogen. Han synker ned i samme dybe depression, som hans mor ofte befandt sig i og må til sidst indlægges. Turen ned i mørket giver ham nye perspektiver på morens sygdom, ansvar og muligheder for handling.
I ”Min mor var besat” blander Peter Øvig den personlige historie med et bredere samfundsmæssigt perspektiv på psykiske lidelser og behandlingen af dem. Med udgangspunkt i både sin egen og sin mors sygdomshistorie gør han sig overvejelser om, hvor grænsen mellem eksistentiel krise og klinisk depression går. Det bliver et filosofisk spørgsmål om, hvornår den syge er ansvarlig for sine egne handlinger, og hvornår handlingsmønstrene er afgjort af nogle biokemiske mekanismer, som man ikke selv er herre over - det som Peter Øvig hos sin mor oplevede som dæmoni.