Sølvblik

Citat
”Udsigten til at møde Edward er en befrielse for ham. I dagevis har nødhjælpsarbejderen fra Bosnien, den hemmelige elsker, spionen og den tilsyneladende ikke-angrende enkemand været et fantasibillede, der ligesom Hamlets far vandrede hvileløst rundt i de dårligt oplyste gange i Sølvblik.”
”Sølvblik”, s. 202.

John le Carrés sidste roman, ”Silverview”, udkom i 2021 (”Sølvblik”, 2021). Romanen var påbegyndt i 2013, omskrevet et utal af gange og lå næsten færdig, da forfatteren døde i 2020. Forfatterens yngste søn, Nick Cornwell, har færdigredigeret romanen, som i vanlig le Carré-stil indeholder en labyrintisk verden med dobbeltspil og spioner, men også et kritisk blik på britisk udenrigspolitik og efterretningstjeneste.

Den 33-årige Julian Lawndsley har lagt sit børsmæglerliv i London bag sig og åbnet en boghandel i en mindre engelsk kystby. Hans nye rolige tilværelse afbrydes dog hurtigt af et mystisk besøg af en ældre herre med svag østeuropæisk accent, Edward Avon, som bor i det store hus Sølvblik i byens udkant med sin syge hustru. Han viser stor interesse for Julians nystartede forretning og har desuden et indgående kendskab til hans familie.

61482008

Sideløbende med denne historie opsøges en spionchef i London med navnet Proctor af en yngre kvinde, som overdrager ham et brev med vigtige informationer. Spionchefens efterforskning fører ham til den lille kystby og huset Sølvblik, og i løbet af romanen kobles de to fortællinger sammen. Det viser sig efterhånden, at Edward er en mand i mange forklædninger, hvis liv ikke kun indeholder agentvirksomhed og en hemmelig kærlighedshistorie, men også begivenheder i både Polen og Bosnien.

Romanen er skrevet i et nøgternt sprog med en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, som lader læseren komme tæt på hovedpersonernes refleksioner. I sin roman spørger John le Carré, hvad man skylder sit land, når man ikke længere kan genkende det. Skildringen af efterretningstjenesten – som blot kaldes Tjenesten i romanen – er også kendetegnet ved intern tvivl om egne metoder og eksistensberettigelse: ”Opfattede Edward Tjenesten som problemet frem for løsningen? Det gjorde Proctor somme tider. Frygtede Edward, at Tjenesten i fraværet af en sammenhængende britisk udenrigspolitik, var ved at blive for sikker på sin egen ufejlbarlighed? Tjah, den tanke have også strejfet Proctor.” (s. 254).