Monika går lidt alene gennem livet, fra hun som 13-årig putter sig selv, til hun som 58-årig overvejer alt det, hun kunne have gjort anderledes i sit liv. Det er den røde tråd i Trude Marsteins episodiske roman fra 2018, ”Så mye hadde jeg” (”Så meget havde jeg”, 2020). I 17 nedslag fortæller Monika om sit liv, som det ser ud fra teenagerens, den studerendes, den arbejdendes, søsterens, datterens, moderens, den nygifte og ikke mindst den nyskiltes perspektiv. Som hun selv ser det.
48673295
Monika er yngste datter af tre i en familie, hvor moderen ofte er syg og faderen lidt hjælpeløs. De får hjælp og støtte af den ukuelige tante Liv, der bærer på en sorg over sine to døde børn, men som livet – og romanen – igennem drives af en iver efter at leve livet og gøre det gode. Hun bliver en erstatningsmor for Monika, der har nemmere ved at spejle sig i Livs lidt fandenivoldske livsstil end sin mors konforme holdninger. Monikas ældste søster Elise holder på formerne, selvom ægteskabet med den normbundne Jan Olav er trangt, og den mellemste søster Kirstine følger også den slagne vej. Monika er den utilpassede lillesøster, der aldrig får en uddannelse, ikke kan holde på en mand og som altid er på vej videre, drevet af lidenskab og nysgerrighed mere end af et behov for tryghed og faste rammer.
Mændene runder Monikas liv i en lind strøm: Gunnar får det første kys på barndommens losseplads, Tollef vedbliver at være hendes bedste ven, Roar, Øystein og Geir, som hun får datteren Maiken med, sidenhen Trond-Henrik og Lars. I en evindelig flytten ind og ud af lejligheder, huse og landsteder følger tvivlen med: Hvornår er man lykkelig? Og hvornår har man det så godt, som man kan få det?
En art selvvalgt ensomhed er den eneste faste følgesvend i Monikas liv, udover familien, som hun føler sig tæt knyttet til, men altid føler sig fremmed i.
Med sit altid skarpe blik for de handlinger og ytringer, der karakteriserer et menneske, viser Marstein al den fejlbarlighed, skønhed og tvivl, livet rummer. Romanen er et portræt af en familie, der trods iboende sprækker og uindfriede forventninger forsøger at rumme alle. Marstein dømmer ingen, men viser åbent frem, hvordan livet kan tage sig ud, hvis man enten følger sine lyster eller de traditionsbundne normer.