Vladimir Nabokov er mest kendt for sine romanhandlinger om ældre mænd, der fortaber sig i meget unge piger. Hovedpersonen i de fleste af hans romaner er den ældre intellektuelle mand, der ikke kan finde ro i sine borgerlige sysler, men som fortaber sig i sanselig glæde og vellyst over den altfortærende ungpigeskønhed. En ung pige, der i modsætning til sin ældre bejler er anti-intellektuel, beregnende og oftest forelsket i en anden end romanens hovedperson. Denne model har oftest en ulykkelig udgang og bygger på sin vis videre på Thomas Manns “Døden i Venedig” fra 1912. “Ungdom er skønhed” står der at læse i denne roman, der handler om en ældre mands betagelse af en ung drengs skønhed. En roman der på mange måder kan sammenlignes med “Lolita”.
“Lolita” er på samme måde som “Døden i Venedig” en sproglig undersøgelse af skønheden. Skønheden repræsenteret af det unge uskyldige barn, der endnu ikke er blevet depraveret af voksenlivets ansvar og intelligens. Og vigtigere – barnet der endnu er på vej frem i fysisk forstand, mens den voksne kun er på vej nedad – mod døden. Det er derfor Humbert, og mindre udtalt Albinus fra ”Latter i mørket”, bliver så betaget af smånymfer, fordi han i dem kan finde den rene skønhed.
Men selvom Nabokov og Mann deler historien om den ældre, der lokkes af den yngre, er det også kun på dette punkt, de kan sammenlignes. I forhold til den sproglige udformning er Nabokov langt mere henfalden til sprogets sanselige kvaliteter end Mann. I denne forstand er hans litterære ekkoer mere skikkelser som Marcel Proust og James Joyce. Men disse sammenligninger er heller ikke holdbare særlig langt. Nabokov er med sine kynisk udregnede historier og sanselige skrivestil en forfatter, der ubetvivleligt har sin helt egen stil.
Lolitafiguren har inspireret mange kunstnere gennem tiden. Blandt mange andre filminstruktør Stanley Kubrick, der som den første filmatiserede romanen i 1962. Og forfatter Sara Stridsberg, der i romanen ”Darling River” fra 2010 undersøger Lolitafiguren og fortæller historien fra ’smånymfens’ eget perspektiv.