Beslægtede forfatterskaber

Jo Nesbø påstår, han ikke havde læst ret mange krimier, inden han skrev sin første roman. Han er dog alligevel klar i spyttet, når han skal pege på forbillederne til Harry Hole: ”det var aldrig min ambition at skabe noget helt nyt, en figur, man aldrig havde set før. Jeg har mine klare forbilleder, og de er amerikanske, og i Harry Hole-serien gør jeg vel det samme, som Frank Miller gør i sin Sin City-serie, jeg tager en kliché og forstørrer den, trækker den endnu længere ud” (Niels Lillelund: Nesbø noir. Jyllandsposten, 2019-06-11).

Lad os gætte på, at blandt forbillederne er Raymond Chandlers “Philip Marlowe”-romaner fra Los Angeles og måske en Sam Spade-roman af Dashiell Hammett, som man betragter som opfinderen af den hårdkogte krimi. Hammett er bedst kendt for “Malteserfalken”, som blev filmatiseret med Humphrey Bogart i hovedrollen, Raymond Chandler for “The Big Sleep” og “The Long Goodbye” – også filmatiseret endda adskillige gange. Nesbø deler i hvert fald deres adelsmærke: den geniale, men selvdestruktive helt, evnen til at holde et højt spændingsniveau og formulere sig skarpt og koncist.

Foruden den amerikanske krimitradition står Nesbø, efter eget udsagn, også på skuldrene af klassiske forfatterskaber som Shakespeare, Charles Dickens og Mark Twain. Førstnævntes ”Macbeth” lavede Nesbø en nyfortolkning af i 2016 som et bestillingsarbejde for det engelske forlag Hogarth Press. Om ”Macbeth” siger Nesbø: ”Macbeth er måske den mest klassiske tragedie af alle om en helt, der moralsk går i hundene. Macbeth-karakteren har nok påvirket og inspireret mig til at skrive om Harry Hole, der har en drift af undergang i sig. Noget selvdestruktivt. Og så repræsenterer han modsætninger, som jeg tror, de fleste af os genkender. Derfor er han interessant at skrive om. Også efter tyve år. Han er analytisk, kynisk, men også romantiker med længsel efter nære relationer.” (Rebekka Andreasen: »Min fantasi er lidt ud over det usædvanlige«. Bogmagasinet Jysk Fynske Medier, 2019-06-20).