Kniv

Citat
”Det føltes, som om han bevægede sig under vand. Som en drøm, han håbede snart at vågne fra. Eller måske helst ikke vågne, for der var en følelsesløshed, et mærkeligt fravær af følelser og lyd, kun et støvet lys og den dæmpede lyd af han egne skridt. Som om han havde fået en sprøjte med et eller andet.”

”Kniv”, s. 60.

Den Harry Hole vi møder i starten af ”Kniv”, 2019 (”Kniv”, 2019), 12. krimi i serien om Harry Hole, har, selv efter Holes egne standarder, nået et eksistentielt lavpunkt. Han drikker igen, hans store kærlighed Rakel har smidt ham ud, og han er blevet fyret fra sit job på Politiskolen. Den optimistiske tone, der afsluttede forrige bog i serien, ”Tørst”, er helt forsvundet. Som om det ikke var nok, vågner vores helt op i begyndelsen af krimien, efter en gedigen brandert, smurt ind i blod og med store sorte huller i hukommelsen.

38519883

Nesbø grundlagde plottet for ”Kniv” ud fra et tankeeksperiment: ”Jeg spurgte mig selv om hvad det værste, jeg kan udsætte Harry for var, fandt et svar – og gik med det. Det var tungt at skrive denne bog, for jeg føler jo med Harry” (Camilla Norli: Mennene i Nesbø familien lever ikke lenge. VG, 2019-06-03. Egen oversættelse). Som sagt så gjort, og historien fortsætter i en nedadgående spiral, da Rakel bliver fundet død i sin lejlighed, stukket ned med en kniv. Samtidig voldtages og myrdes kvinder i Oslo, og Harry beslutter sig for at starte sin egen private efterforskning. Han starter hos en gammel fjende, der passer til profilen, nemlig den nyligt frisatte Sven Finne, som trofaste læsere vil kende fra tidligere Hole-krimier. I vanlig Nesbø-stil tager plottet dog en del drejninger, og flere mulige mistænkte kommer frem i lyset, ikke mindst Harry selv.

Centralt i historien er temaet om kriser og hvordan man enten arbejder sig igennem krisen eller helt bliver opslugt af den, fra Harry selv til soldater med posttraumatisk stress. Nesbø holder et højt fortælletempo igennem romanen, og der lægges mange røgspor ud for at fange og fastholde læseren i den 502 sider lange krimi. Eller som Politikens Bo Tao Michaëlis formulerer det: ”Kniv er en af den slags monstrøse romaner, man på tysk kalder uferlos, en historie, som breder sig grænseløst uden diger og dæmning.” (Bo Tao Michaëlis: En underholdende, men buldrende Harry Hole-krimi. Politiken, 2019-06-08).