Nej, man måtte lægge sig ned, blive sårbar. Ikke kun iagttage, også undre sig, holde sig vågen, og selv på en lys nat tegnede Cygnus sig jo som en svane på træk.”
Dorthe Nors udgav i 2025 romanen ”Spænd” om den midaldrende professor Gunn Haven, der flytter på landet for at få fred fra sin omverden og for at skrive på sit forskningsprojekt om gammaglimt og det tidligste univers. Hun bosætter sig i Magnas hus, og som romanen skrider frem, viser Magna sig at være en kvinde, der drog kærlig omsorg for Gunn, da hun som barn mistede sin mor til en trafikulykke og hendes sorgramte far ikke fik hældt nok grøntsager på hende. Gunn er altså vokset op på egnen, med udsigt til den samme sø og den samme himmel, men hun skal genlære sig de uskrevne regler for social omgang, der hersker på landet: der er nabopligter, tvungen kaffe og stridigheder om skel og privat ejendomsret. Nede ad vejen bor den nævenyttige Krista, der ret korporligt truer Gunn mod at nærme sig den usælgelige ruin af et hus, hun ejer.
Til den anden side bor den lidt retningsløse frisørdatter Jenny, som Gunn føler et ansvar for og tager med ud at se på stjerner. Gunn får pejlet Jenny ind på hendes egen vej, og de to introverte og særlige mennesker finder et sælsomt og rummeligt fællesskab.
139923006
Når Gunn bestrider sin forskerstilling på Instituttet inde i byen, falder hun ind i et fagligt fællesskab med genkendelige koder. Sammen med sin kollega Niels har hun i mange år taget hånd om Drengen, der nysgerrigt har fulgt deres arbejde og nu er sendt i omløb i USA med penge fra Professoren. Gunn har altså noget med at tage sig af de sære børn, barnløs og af og til som et stort, sært barn selv.
Romanen, der er fortalt i tredjeperson med perspektiv hos Gunn og fuld af gamle danske ord, går i stille tempo fra vinter til forår, mens Gunn langsomt bliver klogere på sig selv, spændt ud mellem universets uendelighed og brændekløvning, mellem nattens stjerner og sitrende nye relationer. Når hun åbner begge ladens porte, opstår en forskydning mellem virkelighed og fantasi, og her befinder hun sig bedst: i spændet mellem verdener, med plads til at drøne ud ad tankens lange baner og samtidig være til stede med kroppen lige her.
Der er læbælter, skydetårne og rævepis, og der er jantelov, forsmåede egoer og martyrier så store som selve mælkevejen i denne lavmælt rasende fortælling om at blive sig selv sent i livet og efterhånden ikke finde sig i mere pis. Og ikke mindst om længslen efter at blive set og anerkendt som den, man er.