Aktuelt værk: Mod midnatssolen

Citat
”– Mor siger noget sludder. Man bestemmer ikke selv, hvem man er i familie med, gør man vel, Lulu? sagde Frida.
– Man kan jo godt have nogle venner, man er så tætte med, at de føles som familie, sagde Lulu.
– Men det er de ikke, sagde Frida.
– Familie er også en følelse, sagde Lulu.
Frida rystede opgivende på hovedet.
– Vi går ind og laver is, sagde hun.”
”Mod midnatssolen”, s. 228.

Dy Plambecks ”Mod midnatssolen” (2024) er en roman om relationer, om familie og venskaber. Kvinden Amy er på vej til Tromsø i Nordnorge, hvor hun skal til 18-års fødselsdag hos sin norske kæreste Mats’ søn. Med sig på rejsen har hun tvillingepigerne Sally og Frida fra sit første ægteskab og den syv måneder gamle Trude, som hun har med Mats. Hendes to veninder Lulu og Kari er også med på sejlturen, som tager dem op langs den norske vestkyst, på vej mod midnatssolen og en familiefest, som Amy både glæder sig til og gruer for. Amy har Trudes moderkage med i en køletaske, og den skal begraves under et birketræ i Mats’ have for at samle alle de løse familietråde.

Romanen skrider fremad i sejlturens magelige tempo med dovne dage på skibet, mens Amy bruger tiden på at tænke tilbage.

138191745

Hendes første kæresteforhold med potdyrkeren Jarne fylder overraskende meget for hende, men hun bliver nødt til at gå tilbage for at kunne gå frem. Forholdet til Jarne var i den periode, hvor Amy, Kari og Lulu boede sammen i en lejlighed i deres barndomsby Kalundborg og der grundlagde en tæt og tillidsfuld samhørighed.

Amy er optaget af, hvad det vil sige at være familie, og de mange genfortalte hverdagssituationer viser den både praktiske og følelsesmæssige kompleksitet i at være gift, skilt og have en ny sammenbragt familie. Drømmen om den nye, store familie vakler, når Mats’ drenge fylder hele poolen på deres fælles ferie eller når Mats holder sin yngste i hånden, og det fylder Amy med ukendte følelser. Når savnet efter pigerne aldrig aftager, når børnene er kede af det og vrede og uforstående. Hvor mændene bevæger sig ind og ud af Amys liv, er Kari og Lulu konstanter; de er hendes livsvidner og på mange måder lige så tætte relationer som barnefædre og kærester. Plambeck fremskriver nuanceret, hvor svært det er at være barn og voksen i en virkelighed af skiftende familier (pigernes marsvin døde af stress efter at være blevet skilsmissemarsvin!). Hvor er hjem, når man bor flere steder? Og hvad kalder man overhovedet hinanden i de nye relationer? I romanen er der plads til at føle sig fremmed over for nye medlemmer af den sammenbragte familie – og til at tvivle på, om man overhovedet har, hvad det kræver at skulle begynde forfra i en ny familie.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mod midnatssolen"