Arbejdet med ”Øvelser og rituelle tekster” (2011) begyndte Lars Skinnebach præcis den 31. december 2010 klokken 24:00. I forlængelse af teksternes kritik af det moderne samfunds forbrugs- og vækstkultur udkom bogen først i håndlavede unikaudgaver, som Skinnebach selv indbandt i genbrugte omslag fra sine tidligere bøger. Senere fulgte en maskintrykt version i et større oplag med den let sarkastiske undertitel ”Folkeudgaven”. Den er en samling af 31 digte, noter og kortprosatekster, der ytrer sig kritisk om menneskets forhold til naturen og de klimaforandringer, vores levemåde har skabt. Der veksles mellem barndomsminder, stedsbeskrivelser af en grønlandsk natur og jegets politisk bevidste refleksioner over aktuelle og fremtidige problemstillinger som oversvømmelser, overforbrug, sult og sammenbrud.
29128057
Både sproglige formuleringer og begivenheder gentages, forskydes og ændres undervejs som for at understrege teksternes skitseagtige format. De er – som titlen og en af bogens mange metareflektioner peger på – ”øvelser”: ”Min plan er at skrive om den samme begivenhed, hver dag i et bestemt tidsrum, at gøre den til en øvelse. At frigøre erindringen fra den omverden, det landskab, den udsprang af, og føre den med ind i et lukket system, som er skriftens” (s. 9-10).
Den begivenhed, Skinnebach på otte forskellige måder beskriver i bogens første del, er en kombination af et barndomsminde og en dystopisk fremtidsfantasi: Han er på telttur med sin far. De sejler ind i bunden af en fjord, hvor de slår lejr. Faren, der er en garvet skytte, bliver opmærksom på et dyr, som han skyder og rammer. Men mod deres forventning rejser dyret sig og løber væk, således at magtrelationen mellem det bevæbnede menneske og det vilde dyr vendes på hovedet. Både jeget og læseren begynder at tvivle på barnets hukommelse og erindringernes troværdighed. Hvad skete der egentlig? Og hvor befinder jeget sig – i en genkendelig fortid i en førkatastrofal tidsalder eller i en mørk fremtid efter en global naturkatastrofe er indtruffet?
Skinnebach skriver pessimistisk og undrende om det senmoderne menneskes splittelse og tvivl. Det optræder apatisk over for klimakrisen og længes mod en tid og en tilstand på den anden side af det antropocæne.