Dag Solstads forfatterskab har i de seneste år opnået international anerkendelse, og bl.a. den amerikanske forfatter Lydia Davis har hyldet ham, hun har sågar lært sig selv norsk for at læse og oversætte ham. Han er dermed kommet op i liga med nogle af de andre store norske forfatterskaber som Knut Hamsun og for nyligt Karl Ove Knausgård. Hjemme i Norge har hans forfatterskab længe været anset som et af de helt store, og i 1996 blev han udnævnt til en af ”De fire nye store” sammen Jan Kjærstad, Herbjørg Wassmo og Kjartan Fløgstad. Den mere tænkende, essayistiske form, som også findes i Solstads forfatterskab kan minde om den norske forfatter og lyriker Ole Robert Sunde. En anden yngre norsk forfatter, man kunne nævne, er Stig Sæterbakken, som også hyldes for sin store sproglige præcision.
Portrættet af nogle af Norges mindre byer, som man kan læse hos Solstad i bl.a. ”16.07.41”, hvor hans hjemby Sandefjord kommer til at fylde en del i den sidste del af romanen, kan man også læse om hos Mona Høvring, der bl.a. i sin roman ”Noget der hjælper” kredser om sin hjemstavn Haugesund.
I Danmark kan man måske pege på generationsfællen Kirsten Thorup, der også har excelleret i romanformen, som hun dog i ikke lige så høj grad eksperimenterer med, som Solstad gør det. Hendes eksperimenter ligger udenfor romangenren og nok særligt i hendes første udgivelser, digtsamlingerne ”Indeni – Udenfor”, ”Love from Trieste” og ”I dag er det Daisy”.
En dansk romanforfatter, som på lignende vis med Solstad, arbejder med at udvide formen indefra, kunne være Lars Frost. I hans velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” arbejdes der med genreparodier på henholdsvis knaldromanen, ingeniørromanen og femikrimien.
Af yngre forfattere kunne man pege på Jonas Eika Rasmussen og Malte Tellerup, der på hver deres måde arbejder med at skuffe genreforventningerne til henholdsvis dannelsesromanen for Eika Rasmussen i ”Huset, lageret, Marie” og den episke vandringsroman for Malte Tellerup i ”Markløs”.