Generthed og værdighed

Citat
”Faldet ud af samfundet, simpelthen. Han vidste at han aldrig mere ville sætte sine ben på Fagerborg Gymnasium. Heller ikke noget andet gymnasium i egenskab af lærer. Hvordan skulle det gå med hende som var hans kone? Hun som lige var begyndt på en treårig uddannelse ved Socialhøjskolen og som var afhængig af hans indtægt? Det betyder jo at det er forbi nu, tænkte han. Det er forfærdeligt, men der er ingen vej tilbage.”

”Generthed og værdighed”, s. 186-187.

I Dag Solstads roman ”Genanse og verdighet” fra 1994 (”Generthed og værdighed”, 2017) møder vi Elias Rukla, som underviser endnu en gymnasieklasse i de Norske klassikere, i dag ”Vildanden” af Henrik Ibsen. Eleverne er mildest talt uengagerede, og Elias’ engagement er heller ikke stort. Indtil der alligevel, selvom han har undervist i denne bog mange gange før, viser sig noget nyt for ham. Eleverne er nu ret ligeglade med åbenbaringen, og den let tømmermandsramte Elias får et raserianfald og sammenbrud, da en paraply ikke vil åbne sig. Helt overbevist om at han nu er færdig på gymnasiet, ja på alle gymnasier, går han rundt i Oslos gader. En lang erindring om hans liv indtil nu starter med mødet med den udadvendte og vellidte Johan, som satte skub i tilværelsen for den mere mutte, generte Elias.

52921457

Det er hans tanker om den tyske filosof Immanuel Kant, Elias står og videregiver i sine første år som gymnasielærer, og da Johan skuffes af filosofien og forlader Norge og sin smukke kone og lille barn til fordel for New York og livet som reklamemand, efterlader han sin familie i Elias’ hænder.

Kompositionen er i al sin enkelhed slående, Solstads skildring af et liv er rørende og banalt, men det bliver aldrig sentimentalt. Elias’ liv er blevet til et kedeligt liv som gymnasielærer, hvor de daglige øl og snaps bliver flere og mere nødvendige som trøst. Det er et rimeligt trøstesløst portræt af ham, og romanens komposition lader det hele slutte med det store sammenbrud, der hvor han har tabt sin værdighed, og nu ikke ved, hvad han skal stille op. Han har været styret af generthed, jævnfør titlen, og aldrig sat det store på spil, og først dette store ansigtstab kan ruske op i tilværelsen for ham.

Romanen slutter med de to hårde sætninger: ”Det betyder jo, at det er forbi nu, tænkte han. Det er forfærdeligt, men der er ingen vej tilbage.” (s 186). Hans kone vil forlade ham, og han er fast besluttet på ikke at komme tilbage til gymnasiet. Den ironiske distance, som bogen har været præget af, er skrællet bort, og vi har nu kun denne tragiske slutning tilbage.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Generthed og værdighed"