Dag Solstads lange forfatterskab har en bevægelse først ind i det politiske og siden ud af det. Det er også en bevægelse ud af meningsløsheden med politisk deltagelse som løftestang, en følgende desillusionering og tilbagevenden til tilværelsen som noget grundlæggende meningsløst, men der er kommet sprækker i den virkelighedsforståelse.
Hvis man på den måde kan tillade sig at opdele forfatterskabet i de tre dele, kan man også tillade sig at sige, at det, de har til fælles, er skuffelsen. Ingenting føles helt meningsfyldt nok, der er ikke nok saft at presse ud af livet, ligegyldig hvor meget man prøver.
Særligt i det sene forfatterskab bliver skuffelsen den centrale tematik, men med den drejning, at når de store fortællinger ikke lever op til deres forventninger, så bliver der plads til, at noget andet kan vise sig i sprækkerne. Det er helt og aldeles knyttet op på romanen som genre og et grundlæggende arbejde med den genre. Der er ikke tale om at splintre den, som i de klassisk modernistiske projekter, men om at strække den, udvide den indefra, insistere på mellemrummene og sprækkerne. Det kan f.eks. være som i ”16.07.41”, hvor beskrivelserne af vandreturene rundt i Berlin bliver så ekstremt præcise, at ruterne ville kunne følges som et kort. Når beskrivelserne bliver så hyper konkrete, at de kan siges at blive dokumentariske, kan det så overhovedet kaldes fiktion længere? Eller når den indre dialog hos hovedkarakteren bliver så realistisk, at den må fylde side op og side ned, er der så overhovedet tale om en fortælling? Det er subtile forskydninger i romanernes komposition, som viser den store fortællings endeligt, men til fordel for hvad? Det er ikke glædeligt, det er barske historier om små begivenheder, og måske er det ikke en optimisme, man skal lede efter hos Dag Solstad. Alligevel er der noget indsmigrende ved disse ubønhørlige portrætter, som måske bare kan siges at være deres menneskelighed. Det har med mennesker at gøre, og menneskers liv er ofte hårde. Det skal man også beskæftige sig med.