Mellem regndråber

Citat
”At drømme, at være vågen. Hvad er det for et filter, der lægger sig over alle sansninger, når jeg er vågen. Når jeg drømmer, føler og sanser jeg stærkere, kærlighed, frygt. Jeg kan lugte, blomsterduft, tang, rust, barberskum, lugt af sved. Jeg er i et følelsesmæssigt alarmberedskab, alle antenner ude, du er hos mig i drømmene.”
”Mellem regndråber”, s. 83.

Med romanen ”Mellem regndråber” fra 2019 har Hanne Marie Svendsen begået et værk, lille af omfang, men stort af vingefang. Bogen åbner med sætningen: ”Der er ingen sammenhæng, kun fragmenter.” Det ligger snublende nært at antage dette som fortællingens credo – og er vist også på sin plads. Efter et par linjers læsning står det klart, at denne åbning er en del af beskrivelsen af en drøm. I forlængelse af det korte, indledende afsnit tager historien sin egentlige begyndelse i columbariet, hvor fortælleren besøger sin afdøde mands urne. Hun betragter de andre urner, funderer over de afdøde og deres nærmestes livsforløb.

Herefter følger vi hende gennem dels helt nære minder fra den sidste del af samlivet med hendes mand, dels forskellige drømme og dels sært flydende passager, hvor det ikke står helt klart, om vi bevæger os så langt nede ad minde-sporet, at det er blevet utydeligt og drømmeagtigt, eller om vi snarere befinder os i et drømmeland så livagtigt, at det kan forveksles med minder om virkelige hændelser. Afslutningsvis samler romanen alle sine tråde i columbariet, hvor den begyndte.

46325427

Ovennævnte åbningscitat om fragmenter og manglende sammenhæng er betegnende for dels det første afsnit, dels den samlede tekst, der bevæger sig fremad i forskellige spor og skifter imellem dem. Teksten er inddelt i 13 kapitler, og både første og sidste kapitel hedder ”Columbariet”. Et columbarium er betegnelsen for en urnehal, og det gennemgående tema i teksten er netop døden, døden på baggrund af livet og kærligheden. Historien fortælles i første person, og som beskrevet ovenfor er tid og rum meget omskiftelige. Columbariet, hjemmet og fortællerens drømmeverden er tre markante rum og både nutid, nær fortid og en langt fjernere fortid er i spil. Svendsen favner på meget lidt plads både humor og sorg og beskriver sanseligt, hvordan kroppen ikke vil acceptere tabet af livspartneren: ”Når jeg er ved at vågne, synes jeg, at han er der ved siden af mig i sengen. Jeg strækker foden ud mod ham, søger. Jo, jeg kan føle varmen fra ham og mærke hans lange tæer under min fodsål. Men når jeg vågner, er han borte.” (s. 17).

”Mellem regndråber” kalder på både latter og tårer. Sorrig og glæde de vandre til hobe.