Indtil vanvid, indtil døden

Citat
”Hele stemningen er gennemsyret af en mærkelig tom begejstring. Som om en fremmed magt har invaderet hver enkelts krop og sind. Er disse højtstående samfundsmedlemmers medløb, deres ytringer og holdninger ægte overbevisning eller opportunisme? Ville de følge den til enhver tid herskende magt?”
”Indtil vanvid, indtil døden”, s. 183.

Kirsten Thorups roman fra 2020, ”Indtil vanvid, indtil døden”, starter in medias res under en dramatisk togrejse. Fuld af sorg over tabet af sin mand Gerhard rejser den danske kvinde Harriet gennem et Tyskland præget af verdenskrig. Gerhard kæmpede mod kommunismen som frivillig i det tyske flyvevåben, men omkom i sit bombefly. Harriets rejse til nazityskland i efteråret 1942 er et desperat forsøg på at komme tæt på den afdøde mand, som hun elskede og elsker ”indtil vanvid, indtil døden” (s. 32).

47588529

Hun har efterladt sine to små børn på et børnehjem i Ålsgårde og indkvarterer sig i München hos Gerhards tyske officerskollega Klaus og hans danske kone, Gudrun. De tilhører den nazistiske overklasse og holder dekadente middagsselskaber for regimets spidser. Det viser sig dog, at umenneskelighed og en forvrænget virkelighedsopfattelse også præger livet i pragtvillaen. Husets tjenestepiger er unge østeuropæiske kvinder, som behandles grusomt og løbende udskiftes, sønnen i huset opdrages allerede i børnehaven med jødekarikaturtegninger og soldatertræning, mens den handicappede datter Alba er gemt væk på en institution.

Det er ikke en historisk roman, Kirsten Thorup har skrevet. Det er derimod en jeg-fortælling skrevet i nutid med korte hektiske sætninger, der fortsætter i én lang strøm uden afsnit eller kapitelinddelinger. Med jeg-fortællerens blik og refleksioner gengives hverdagslivet på den tyske hjemmefront. Det bliver historien set fra et enkelt menneskes perspektiv og en fortælling om, hvordan det mest rædselsfulde pludselig kan forekomme normalt og legitimt under et totalitært styres indoktrinering.

Romanen nærmer sig nazismens og krigens vanvid indefra og advarer om konsekvenserne af en situation, hvor individet mister sin betydning. En vigtig tematik i romanen er ifølge forfatteren også relevant i vores tid: ”Hvad kan man leve med? Hvad kan man vænne sig til? Det er også spørgsmålet i dag. Mennesket har en fænomenal evne til at ignorere og tilpasse sig de mest uhyrlige ting,” siger Thorup og henviser bl.a. til vore dages globale ulighed og verdens mange flygtningelejre (Kathrine Tschemerinsky: Rejsebrev fra hjemmefronten. Weekendavisen, 2020-03-20).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Indtil vandvid, indtil døden"