Tolkien kaldes faderen af high fantasy. Man skelner mellem high fantasy og low fantasy. High fantasy betyder, at man arbejder i et univers, der er helt forskelligt fra vores eget, og som ofte er magisk eller guddommeligt eller på anden måde episk eller eventyrligt. Low fantasy foregår ofte i en verden, der mere minder om vores egen, og hvor magien eller det eventyrlige enten hører fortiden til, eller også kommer det som en forstyrrelse.
Hos Tolkien bygges der et enormt univers op, der trækker på alskens europæiske mytologier, det være sig både den finske ur-myte ”Kalevala”, de islandske Eddaer og den tyske ”Niebelunglied”. Men det er på en måde også afviklingen af det magiske univers, han primært kommer til at beskæftige sig med. Dét til fordel for nogle mere klassisk humanistiske dyder som håb og medmenneskelighed. Når han bruger hobbitterne som læserens spejl frem for menneskeracen i ham, er der en vis landboromantik, der står i opposition til menneskeverdenens giftige politik, men der er også en dybere pointe, at det er hos de svageste – dem der har mest brug for hjælp fra de stærkere racer – man finder den største styrke. Den styrke, der ikke lader sig korrumpere af magtens selvforstærkende dynamik. Det skal nævnes, at der findes en retfærdig kritik af Tolkiens univers, der går på hans noget entydige dyrkning af mørke over for lyset, og mørkets styrker i form af f.eks. orker som en form for u-væsener, der ingen selvstændighed har, og at der er tydelige raciale overtoner i de beskrivelser. Hobbitternes samfund har også mindelser om et før-moderne engelsk samfund, malet i de mest idylliske farver. Ligeledes bør det nævnes, at det i Tolkiens univers ikke ligefrem vrimler med kvindelige karakterer. Det er altså en meget bestemt form for menneskelighed, der er på spil i Tolkiens humanisme.
En klassisk trope, som Tolkien fører direkte fra folkeeventyrene og ind i det 20. århundredes fantasylitteratur, er den om den modvillige men skæbnebestemte helt. Det heroiske opstår hos Tolkien ikke, fordi man farer fremad uden frygt, men fordi man, som en hobbit, på trods af sin frygt, modvillighed og ringere kår alligevel går op imod en overmagt. Denne type heroisme ser man gå igen i utallige folkeeventyr, men også i utallige nyere fantasyfortællinger.