Rosarium

Citat
”Og ved du, sagde hun, standsede og trak vejret dybt, – at fyrretræer udsender duftende molekyler, når de har det for varmt? Molekylerne stiger op, reagerer med atmosfærens ozon og sætter sig på vandmolekylerne i de skyer, der driver forbi. Fugten i skyerne fortætter og falder som regn.”
”Rosarium”, s. 312.

Rosens både livgivende og dræbende egenskaber er centrale i Charlotte Weitzes sjette roman, ”Rosarium” fra 2021. Den vidtforgrenede fortælling er delt op i tre dele: ’Bror og søster’, ’J’ og ’Pangæa’. I første del befinder vi os i begyndelsen af det 20. århundrede, i dybe polske skove, hvor krigen raser, og børnene bror og søster flygter ud i skoven, som de langsomt bliver del af. Deres forældre efterlader dem i et hult egetræ, og herfra starter forvandlingen, der gør dem til mindre menneske og mere natur.

’J’ er fortællingen om drengen Johannes, der vokser op og helst vil være en Johanne. Han finder trøst i skoven, der ikke dømmer ham. Som voksen rejser Johanne til Sydamerika for at lave naturvidenskabelige studier, og tilbage i Europa møder hun under et ophold på et kloster den mærkværdige, lavstammede kvindeskabning Esther, som hun forelsker sig i og gør gravid. Hun flygter med Esther til København, hvor hun får ansættelse og bolig i Botanisk Have, hvorfra hun stædigt forsker i den mystiske rose, hendes mentor magister Steen har beskrevet.

38660608

I romanens sidste del er vi fremme i nutiden – og kortvarigt i fremtiden – hos Johannes barnebarn Marie og hendes datter Fine, der har fysiske ligheder med Esther og også primært lever af sollys. Marie kender ikke historien om Esther, men kommer nærmere sandheden om sin mormor på en rejse til USA, hvor Johanne har bosat sig i en skov. På en dramatisk rejse bindes der sløjfer på historien, og frøet til en dystopisk fremtid vokser uhæmmet op af jorden.

Gennem de forskellige fortællestemmer løber en dragning mod naturen og de kredsløb, mennesker ikke kan se, men som vi er afhængige af. Naturen er større end mennesket, og vi er som art blot et fnug i jordens lange fortælling. Læseren bliver klogere på svampemycelier, rodnet og træers evne til at kommunikere med hinanden om fare, akacietræets evne til at producere gift for at holde antiloperne væk i tørre tider etc. ”Rosarium” åbner læsernes øjne for den eventyrlige natur, der er rundt om os, og som er vores helt unikke og sårbare levegrundlag. Samtidig er der spor af eventyr og folketro i romanen, der ikke mindst handler om kærlighed, både den fuldbyrdede og den uforløste.