Aktuelt værk: Deep purple

Citat
”Det stærke og det rislende, der nu er lige her under hende, som går hun her på vand og på græs? Som går hun her på en jord af vand og af græs? Som går hun her på en jord af luft, af vand og af græs? Som går hun her på en jord af luft, af vand, at lys og af græs? Det stærke og det milde, der er her i vinden. Det stærke og det milde, der er her i vinden, som har vinden her andre former? Som har vinden her andre former og andre spiraler?”
”Deep Purple”, s. 139.

I 2024 udgav Christel Wiinblad den højstemte ”Deep Purple”, der under genrebetegnelsen messe afsøger kærlighed og tab i et religiøst perspektiv. I otte tekststykker skiftende mellem første og tredjeperson bevæger værket sig fra erindringsglimt fra en barndom over optegnelser fra et konkret voksenliv i København og Dublin til sfæriske rum, hvor livet på jorden forbinder sig med Universet.

Da jeget og hovedpersonens bror dør, sætter en altomsluttende sorg ind. En sorg, der er funderet i kærlighed, og som hensætter jeget i en ny og meget sanselig måde at være i verden på. Hun forbinder sig med universet, med mineraler, planter, dyr, og kærligheden binder det hele sammen med bøn og henvendelse som anker. Gud er nærværende, som kroppen er det, og som erindringen om den døde er det. Den døde er i alt og forener sig med jeget i en anerkendelse af det lange efterliv.

137970481

Det lyriske sprog er fuld af gentagelser og næsten identiske sætninger, der forskyder sig i bittesmå forskelle: ”I det dunkle, utrolige lys. I det dunkle, utrolige lys, der var lige dér i mørket. I det dunkle, utrolige, gyldne lys, der var lige dér i mørket.” (s. 89). Den måde sætningerne udvider sig på er en form for ekspansion, som om formen åbner rummet og virkeligheden og gør læsningen intens og insisterende.

Stemninger og erkendelser og sansninger fylder mere end plot eller karakterer, og sproget messer rytmisk og med allitterationer, som en lang bøn. Det er rørende at læse om den dybe forbundethed mellem mor, søn og datter, og det er helende at mærke den trøst, der er i henvendelsen og i det, der er større end os selv, i Universets kærlighed. Broderen tager skikkelse af en engel, nogle gange med gevir, og der er både måger og flyvemaskiner med hvide vinger. Englen er altså hverken hellig eller særlig, men almindelig som mågen og flyvemaskinen.

En genkommende bevægelse er det lys, der efterfølger mørket, som en kraft, der ikke kan holdes tilbage: ”Hun beder så inderligt om altid at huske, at efter et meget stort mørke kommer altid et pludseligt, helt utroligt, helt uventet lys.” (s. 66).

”Deep Purple” åbner for alt det, der ligger bag den synlige virkelighed og er et eksempel på, hvad litteraturens og troens rum kan tilbyde.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Deep Purple"