Baggrund

Citat
”Den monotone lyd fra cikaderne blev ved og ved. Et barn vrælede i det fjerne. Der lå gamle magasiner og tomme dåser i græsset, men det hele gled sammen med den tætte, grønne bevoksning og virkede som en naturlig del af den. Dyrets hale forsvandt ind i græsset. Jeg fulgte efter… og jorden forsvandt under mine fødder.”
”Hullet”, s. 39-40.

Hiroko Oyamada blev født i storbyen Hiroshima 2. november 1983 og blev her med sin familie gennem sine skoleår. Som ung begyndte hun at læse japansk sprog og litteratur på Hiroshima University og afsluttede i 2006 med en opgave om japanske tegneserier fra edo-perioden (ca. år 1603-1868), hvorefter hun tog forskellige småjobs, deriblandt som vikar på en stor bilfabrik. Tiden som fabriksarbejder, hvor arbejdstiden var lang og uforudsigelig, inspirerede Hiroko Oyamada til hendes første roman, ”Kōjō” (2013), der netop betyder fabrik og skildrer tre løstansattes hårde vilkår på det japanske arbejdsmarked gennem omkring femten år. Arbejdet med romanen begyndte en dag, hvor Hiroko Oyamada ikke havde meget at lave på fabrikken, og derfor begyndte hun at skrive om sine oplevelser på en arbejdscomputer. Bogen er imidlertid ikke et arbejdspladsdrama, men derimod en bog befolket af dyr, natur og fantasi. Senere fik Hiroko Oyamada deltidsjob som redaktør på et lokalt magasin, men sagde op efter at have giftet sig med en kollega.

Det helt store litterære gennembrud kom med ”Hullet”, der blev udgivet i det litterære magasin Shinchō og indbragte Hiroko Oyamada en af Japans fineste litteraturpriser. Hiroko Oyamada skrev ”Hullet”, mens hun var højgravid under en hedebølge og efter selv at være flyttet på landet, og undervejs havde hun flere skrivekriser. Romanen handler om en kvinde, der følger efter et underligt dyr og falder i et hul. Selve ideen til det sorte ubestemmelige væsen fik hun fra en drøm, hvor dyret optrådte, mens det gravede et hul i en flodside, og hun bestemte sig for at inkludere dyret for at få bevægelse i teksten igen. Hiroko Oyamadas nyeste bog er ”Væsler på loftet” (2023), der består af selvstændige noveller, som optrådte i debutudgivelsen og sammen med udgivelsen af ”Hullet”, men som ikke var med i de oversatte udgaver grundet en anden måde at udgive bøger på i Vesten. Novellerne har samme karakterer og udgør til sammen en roman om fertilitet, forældreskab og grænserne mellem mennesket og naturen.

Privat bor Hiroko Oyamada i Hiroshima, langt fra det litterære centrum i Tokyo, sammen med sin mand og børn.