Hullet

Citat
”Jorden var allerede helt smattet. Jeg stivnede; ind gennem havelågen kom det sorte dyr travende. Dets hoved var underligt langt og spidst, og dets gule øjne var rettet direkte mod mig. Farfars vandstråle ramte dyret på snuden. Det spjættede lidt, men gik så videre. Jeg kiggede over på farfar. Han reagerede slet ikke på dyret, blev bare ved med at vande, mens han trak vejret pibende gennem munden.”
”Hullet”, s. 68.

Hiroko Oyamada udgav ”Ana” (”Hullet”, 2022) i 2014, hvor kortromanen – novellaen – indbragte hende en af Japans største litteraturpriser. Fortælleren er den 29-årige kvinde Asahi, der sammen med sin mand Muneaki er flyttet fra Tokyo til landet, hvor de har fået lov til at bo gratis som svigerforældrenes naboer. Muneaki er blevet forflyttet med sit arbejde, og derfor har Asahi sagt sit job op som løstansat for at blive hjemmegående uden børn. Asahis tidligere kollegaer misunder hende det nye ’drømmeliv’, men Asahi trives ikke med de indholdsløse, varme og ensomme dage på landet. Asahi iagttager den lidt uhyggelige farfar, der vander haven, selvom det regner, og imens smiler han et underligt bredt smil, selvom han lader til ikke at forstå Asahi.

31791189

En dag må Asahi i døgnkiosken for at betale en regning for sin emsige svigermor, og på vejen ser hun et mystisk dyr, som hun følger efter – blot for at falde i et mærkeligt hul i det høje græs. Hun hjælpes op fra hullet af en mystisk kvinde, og fra da af sker der et stemningsskift, som om Asahi pludselig befinder sig i en parallelvirkelighed. Asahi møder en gruppe legende, småsnakkende børn, mens en tilsyneladende hemmeligholdt svoger, der pludselig dukker op fra et skur, i sin entusiastiske og lidt akavede væremåde minder om en karakter fra en japansk anime-tegneserie. Som den eneste kender svogeren alt til det mystiske dyr, men svogerens eksistens stiller flere spørgsmål, end han besvarer – for hvorfor er han blevet gemt væk bag ved huset?

”Hullet” handler om forvandling, metamorfose, og en grundlæggende stemning i kortromanen er en tøjlesløs udvikling, hvor alt kan ske – samtidig med, at der på selve handlingsplanet ikke sker meget. Romanen har talrige metaforer, hvoraf de tydeligste er det sorte mystiske dyr, der kan være en konkretisering af den tvivl over for traditionen, som både Asahi og svogeren har. Hullet er en metafor for den fælde, hun er ved at blive fanget i – og en lurende depression – men det er samtidig et konkret hul i jorden.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hullet"