Baggrund

Citat
”MANDAG 3·9·12 JEG SER PÅ MÅNEN SOM ER VED AT STÅ OP. HVIS JEG KUNNE FLYVE VILLE JEG NOK GØRE DET NU. EN LILLE TUR UD OVER BUGTEN. IKKE FORDI JEG FØLER MIG SOM EN SUPERHELT, MEN FORDI JEG FØLER MIG SOM EN TEGNESERIETEGNER.”
”Signe Parkins & Drawings”, s. 13.

Signe Parkins er en dansk illustrator, billedkunstner, tegneserietegner og forfatter, der bor og arbejder i det Aarhus, hvor hun er vokset op. Hendes engelske far var grafiker, og som barn tegnede hun meget sammen med ham. Da hun i 2005 studerede på Designskolen, fik hun stillet den opgave, at hun hver dag i tre måneder skulle lave en tegning i A5-format. Denne rutine har hun fastholdt, og i dag tegner hun fortsat dagligt i en skitsebog. I perioden fra 2009 til 2016 delte hun ud af sine dagbogsskitser på sin blog ”Signe Parkins & Drawings”, og et udvalg af disse små tableauer fra hverdagen som familiemor og tegner blev i 2015 også udgivet på bogform; enkeltvist indbundet af hende selv i rester af duge, blomstrede gardiner og andet genbrugsstof.

Parkins er en fortæller, hvis foretrukne materiale er papir. Hun debuterede i 2008 med kunstbogen ”Bordskik” og har siden bl.a. udgivet voksenbilledbogen ”Tusindfryd” (2017), det billedkunstneriske værk ”Grøde” (2018) og en lang række zines, der er små bøger i mindre oplag ofte fremstillet i hånden. Derudover har hun illustreret både børne- og voksenbøger, udstillet som billedkunstner og undervist i tegning.

Hendes arbejde er en tidskrævende og uafsluttet proces, og hun har som mål, at hendes illustrationer skal overraske og tilføje nye lag af betydning til teksten. Selv beskriver hun sin metode således: ”Jeg tegner hele tiden. Hver tegning er et punkt i tiden. Hver linje er en begyndelse. Jeg streger figurer tydeligt op for herefter at nedbryde deres form på nye stykker papir. Arme og ben er enten stive som brædder eller bløde som kogte ål, og kroppene befinder sig i fart, står i strittende positurer eller et sted midt imellem.” (Skitsehandlen: Signe Parkins: Ophængning #2. Skitsehandlen, 2024).

I foråret 2024 kritiserede hun sine arbejdsvilkår som illustrator i en artikel i Politiken, hvilket afstedkom en større debat om underbetaling af danske illustratorer. Selv brugte hun 2,5 år på at illustrere Zenia Johnsens grafiske roman ”Per” og blev betalt, hvad der svarer til 10 kr. i timen. Hun blev efterfølgende indlemmet i en arbejdsgruppe i Kulturministeriet, der skal arbejde på at forbedre økonomien i bogbranchen.