Signe Parkins eksperimenterer med bogens format, og ofte indgår hendes tegninger i serielle forløb. Hun veksler mellem realistiske, sirlige, skrøbelige motiver og en mere fjollet, barnligt legende stil, hvor orme danser og kroppe, særligt kvindekroppe, indtager deforme positurer eller transformerer sig til abstrakte mønstre. Et særligt kendetegn ved Parkins’ illustrationer er de sorte plamager og overstregede tekststykker, der får lov til at forblive på de endelige værker. De vidner om tegningen som en proces, hvor man kan fortryde og lave fejl. Det udstråler en sårbarhed, men er samtidig et udtryk for trods.
Parkins arbejder autobiografisk på den måde, at hun bruger af sine personlige erfaringer i både tekst og tegning. I sin tegnede dagbog ”Signe Parkins & Drawings” skitserer hun brudstykker af sin hverdag i et boligkompleks i Aarhus med manden Emil og døtrene Ella og Vera. Hun ligger ofte søvnløs, savner sin afdøde mormor, bekymrer sig over familiens økonomiske situation og bebrejder sig selv, når hun ikke lever op til sine egne idealer som mor. Men hun drives også fremad af lysten til at tegne og lykken over de helt små ting, det intime og partikulære som børnenes robotdans, en rødkælk og mindet om den pulvercappuccino, hendes mormor lavede. Og i ”Blomsten der elsker mig” (2019), der er skrevet af Hanne Kvist og som modtog Kulturministeriets Illustratorpris, har Parkins tilføjet den del af teksten, der står i karakterernes talebobler. Her har hun bl.a. ladet sig inspirere af sin egen familie, når en far og mor på forsædet af en bil irettesætter børnene på bagsædet.
”Jeg er optaget af kroppen. Særligt kvindekroppen. Kvindekroppen som kan være alt muligt andet end en krop. Kroppe som overtages og omformes af noget andet, en indre kraft, et begær, en vildskab. Jeg vil gerne vride kroppen ud i nye stillinger og tage den nye steder hen,” forklarer hun i et interview om sit valg af motiver (Thomas Berger: Hvis jeg ikke var bange for at dø, ville jeg ryge pibe hver dag. Nummer 9, 2017-12-08). Hun har en særlig evne til med sin blanding af tynde streger, detaljerig realisme, grotesk fantasi, intimitet og kontrolleret doceret akvarel at vække hverdagsgenstande som en colaflaske, en marsbar eller en toiletkumme til live. Derudover er mælkebøtter, brændenælder, blomster, fugle og insekter nogle af de motiver, der går igen i hendes produktion.