Shahrnush Parsipur er født i 1946 i Irans hovedstad Teheran. Hun begyndte at skrive noveller og artikler som 16-årig og læste en bachelor i sociologi ved Teheran Universitet. Som 28-årig skrev hun sin første roman ”Sag va Zememstaneh Boland” (”The Dog and the Long Winter”), og samme år blev hun fængslet for at protestere over tortur af to aktivister. Inden da havde hun arbejdet som skribent og producer for nationalt tv og radio i Iran.
Da hun var ude af fængslet igen, flyttede hun til Frankrig for at studere kinesisk filosofi og litteratur ved Sorbonne i Paris, og det var under dette ophold, at hun i 1977 skrev sin anden roman, ”Majerahayeh Sadeh va Kuchake Ruheh Derakht” (”Plain and Small Adventures of the Spirit of the Tree”). Hendes tredje roman, ”Touba va Maanayeh Shab” (”Touba and the Meaning of Night”) fra 1980, var den første af hendes romaner, der blev udgivet.
Om den periode i slutningen af 1970’erne, hvor hun skrev ”Kvinder uden mænd” fortæller hun, at hun boede sammen med to kusiner og deres i alt tre børn. De havde alle haft dårlige oplevelser med mænd og havde besluttet at bo sammen, og at mænd var forment adgang: »Det tidspunkt, jeg begyndte at skrive romanen, var tiden inden revolutionen. Vi havde ikke hijab på dengang, så vi måtte selv bestemme, hvordan vi gik klædt,« (Merle Baeré: ”Jeg skrev om kvinders seksualitet. Derfor tog de mig til fange”. Information, 2019-06-07).
Ved den iranske revolution i 1979 blev Shahrnush Parsipur nødt til at vende tilbage til Teheran, hvor hun kort tid efter blev sendt i fængsel i knap fem år. Selvom ”Kvinder uden mænd” var klar til udgivelse, turde hendes forlægger ikke udgive den, og da den endelig udkom i 1989, blev den beslaglagt og fjernet fra boghandlernes hylder, og Shahrnush Parsipur røg igen i fængsel: »Det var svært for styret at forstå, at jeg skrev om kvinders seksualitet.« (Merle Baeré: ”Jeg skrev om kvinders seksualitet. Derfor tog de mig til fange”. Information, 2019-06-07).
Shahrnush Parsipur har altså været fængslet flere gange for sine tekster, der ofte fokuserer på kvinder, køn og seksualitet, blandt andet ved åbent at omtale jomfruelighed i ”Kvinder uden mænd”. Selvom det har haft enorme konsekvenser for hende, så fortryder hun ikke sine åbenmundede bøger: ”Jeg var forfatter. Jeg ønskede at skrive frit og uden frygt. Men for det blev jeg arresteret. Og det er prisen, jeg har betalt for at kunne skrive. Hvis jeg i dag var en ung kvinde, ville jeg gøre præcis det samme.” (Merle Baeré: ”Jeg skrev om kvinders seksualitet. Derfor tog de mig til fange”. Information, 2019-06-07).
Både Parsipurs romaner og memoirer er stadig forbudt i Iran, og efter at have opholdt sig i forskellige lande har Parsipur siden 1992 været i eksil i USA, hvor hun har undervist og gæsteforelæst på en lang række universiteter. Udover sin egen litterære produktion har hun oversat bøger fra kinesisk og fransk, ligesom hun har lavet radioprogrammer. I dag er hun bosat i Californien og skriver ikke længere bøger, men underviser digitalt i skrivning. I et interview med Dagbladet Information fortæller hun, at hun ikke længere kan skrive om iranere, da hun ikke bor blandt dem – og at hun samtidig ikke føler sig hjemme i USA: »Eksil er en tilstand, det er noget, man kan føle. Grundlæggende føler jeg mig alene.« (Merle Baeré: ”Jeg skrev om kvinders seksualitet. Derfor tog de mig til fange”. Information, 2019-06-07).