I den danske forfatter Charlotte Weitzes forfatterskab er der også en generøs åbning mod det overnaturlige, og i hendes roman ”Rosarium” fra 2021 bliver en kvinde til et træ, og en rosenbusk bliver levende. Det forekommer helt naturligt i romanens logik, og det minder om den selvfølgelighed, hvormed menneske og natur smelter sammen i Shahrnush Parsipurs ”Kvinder uden mænd”. I Weitzes værker har menneske og natur samme status, og det eventyrlige og overnaturlige rangerer på samme niveau som den realistiske og genkendelige menneskeverden. Både hos Weitze og Parsipur udtrykkes en holdning om, at hvis man er åben over for verden og naturen, så vil man også opdage den magi, der opstår, og at der er mere mellem himmel og jord, end man måske både kan se og forstå.
I ”Kvinder uden mænd” er der et frisat fællesskab i haven i Karadj, og et andet frigjort kvindefællesskab kan man læse om i Merete Pryds Helles roman ”Det vågne hjerte” fra 2022, hvor en flok mere eller mindre politisk aktive kvinder tager på to ugers kvindehøjskole en varm sommer i 1984. De gør også op mod samfundets normer, som på alle måder er mindre snærende end den iranske virkelighed, men ikke desto mindre fordrer et opgør med patriarkatet. I Liv Nimand Duvås moderskabsroman ”Mødrenes hus” (2022) fremskriver hun også et utopisk kvindefællesskab, hvor mødre af alle slags forenes i fælles, kærligt samarbejde om moderskabet.
Den måde Shahrnush Parsipur skriver sin egen form for magiske realisme på, ligner til dels de sydamerikanske forfattere, der ofte kobles med genren, som for eksempel Gabriel Garcia Marquez og Isabel Allende.
Den måde, Parsipur lader tilsyneladende urealistiske ting ske, minder om Peter Adolphsens ”Små historier” (1996, 2000 og 2020). De har samme kontralogiske handlinger, hvor noget usandsynligt pludselig sker med største naturlighed – og ofte i et komprimeret tidsrum. Hos Adolphsen er formatet også kort, men med samme uendelige mulighedsrum som hos Parsipur. Al realistisk og fortælleteknisk logik er suspenderet til fordel for fantasi, fabuleren og møder af en anden verden.
Men mest af alt er Shahrnush Parsipur sin egen. Som Nazila Kivi skriver i efterordet til ”Mænd fra forskellige civilisationer” så er Parsipur blot den anden kvindelige iranske romanforfatter, som vi kender til, så hun har en enestående position i litteraturen både ud fra sit køn, sin oprindelse og sin særegne skrift.