Shahrnush Parsipur har gennem sit forfatterskab bevæget sig modigt ind på emner, som har været kontroversielle i hendes hjemland Iran. Hun har aldrig været i tvivl om, at den litterære frihed var vigtig, så hun har måttet flytte i eksil i USA for sine værker. Særligt den måde, hun skildrer kvindelig seksualitet på, er faldet det iranske styre for brystet: Hun skriver uhildet om sejlivede myter om jomfruhinde, om begær, lyst og kvinder, der ikke har brug for mænd. I et sanseligt og ikkedømmende sprog giver hendes kvindelige karakterer sig af med at følge deres lyster – og ikke samfundets forventninger. Den magt, der ligger i at være kvinde, synes farlig for mænd.
Som forfatter – og politisk menneske – føler Shahrnush Parsipur sig forpligtet til at italesætte voksende ulighed og til at komme med bud på løsninger på den voksende ulighed globalt set. Det fortæller hun i et interview lavet til den internationale litteraturfestival Louisiana Literature.
Sprogligt er Shahrnush Parsipur en ener, da hun med mytisk eventyrlighed lægger sig op ad en form for magisk realisme, hvor alt kan ske på den mest selvfølgelige måde. I ”Kvinder uden mænd” forekommer det helt naturligt, at en kvinde bliver til et træ, og at en anden kvinde føder en vandlilje. Magien opstår alle steder, og hvis man er åben for miraklerne, så sker de, helt naturligt. Der er referencer til Bibelen i ”Frie oplevelser” med henvisninger til Lilith, der siges at være Adams første kone og siden mørkets dronning, og til myten om Kain og Abel.
Som Nazila Kivi skriver i efterordet til ”Frie oplevelser”, så er Parsipur en af de første kvindelige iranske forfattere, der skriver romaner og ikke poesi, som der ellers har været tradition for blandt kvindelige forfattere gennem flere århundreder.
Uden at være eksplicit samfundskritiske, så er Parsipurs værker civilisationskritiske, særligt over for dem, der mener at være mere værd end andre, om det så er civilisationer, folkeslag eller køn. Om ”Mænd fra forskellige civilisationer” fortæller hun: ”Alle disse civilisationer er i Mellemøsten. Og bogen viser alle Mellemøstens problemer. Jeg ønskede at udstille, hvilken absurd situation vi i Mellemøsten står i.” (Karen Dich: Mellemøstens politiske frihedskæmper. Bogmagasinet, juni 2022). Fordi hun ikke har kunnet tale frit, har hun brugt myten og eventyret til at udtrykke sig, og måske netop denne fabulerende virkelighed fuld af muligheder kan give trøst til dem, der ikke lever i fri bevægelighed. Selv siger Parsipur: »Når du er i et land, hvor du ikke kan skrive frit, søger du mod fantasien og det overnaturlige. I Iran var det svært at skrive om politiske ideer. Derfor måtte jeg søge efter en anden form, og jeg fandt, at myten er den bedste måde at skrive om politiske ideer i et undertrykt land på.« (Karen Dich: Mellemøstens politiske frihedskæmper. Bogmagasinet, juni 2022).