Shahrnush Parsipurs gennembrudsroman ”Kvinder uden mænd” (2020), der følger en række kvinders rejse mod større frihed og socialt og seksuelt råderum, er skrevet som en række noveller i slutningen af 1970’erne. Den udkom i romanform i 1989, er oversat til flere sprog og filmatiseret af den iranske kunstner Shirin Neshat i 2010.
Vi er i Teheran i 1953, hvor der er uroligheder i gaderne, og kvinder opfordres til at blive hjemme. Den tidligere lærerinde Mahdokht er ikke optaget af det heteroseksuelle ægteskab, men længes efter at blive et træ, så hun kan sprede sine frø over hele verden. Faezeh drømmer om at blive gift med sin veninde Munes’ storebror Amir Khan og skyr ingen midler for at få ham. Munes læser sig til, at jomfruhinden ikke findes, og tanken om, at hun hele sit liv har levet i frygt for at ødelægge den, gør hende så rasende, at hun kaster sig ud ad vinduet. Da hun genopstår – skellet mellem liv og død er ikke endeligt – gør hendes nye viden om kvindens seksualitet hende så fremmed for hendes bror, at han slår hende ihjel.
46591771
Den 51-årige Farrokhlaqa lever i et glædesløst ægteskab med sin mand Golchehreh, som begærer sin hustru så højt, at han smiler hånligt til hende hver dag som et ”slags forsvar mod hendes overvældende skønhed” (s. 93). Da han for første gang i 30 år kalder hende skat, bliver hun så forskrækket, at hun slår ham i maven, så han falder ned af trappen og dør. Det sætter hende fri til at købe den have i byen Karadj, hun altid har drømt om, og som snart bliver samlingssted for romanens kvinder. I havens fjerneste hjørne står et særligt træ, et mennesketræ, som gartneren vander med dug hver morgen, og da den tidligere prostituerede Zarrinkolah har født en vandlilje, bliver træet vandet med brystmælk, til det en dag eksploderer og sender sine tusindvis af frø ud i floden, ud i verden.
”Kvinder uden mænd” er en magisk realistisk fortælling, der uden hensyntagen til fysiske love lader magien opstå i en hyldest til fantasien, sanserne og den frigjorte kvinde. Ved at møde verden uden forbehold og ved at erkende mørkets væsen kan man opleve kærlighed og blive til lys. Fortællerens lakoniske stil og knastørre humør løfter al sanselighed og formeringstrang frem, så samfundets snærende bånd og kønsnormative forventninger må vige.