Ni fortællinger fra ni forskellige civilisationer udgør Shahrnush Parsipurs ”Mænd fra forskellige civilisationer” (2022), der oprindeligt er udgivet i 1993, men aldrig udkommet som papirbog på persisk. Værket er forfattet i tiden, efter at Parsipur flyttede til USA i 1989, og er skrevet løbende, som hun har bevæget sig rundt på kontinentet for at holde foredrag.
I hver fortælling optræder en glatraget mand, en mand med skæg og en tarspiller. De bliver udsat for forskellige prøvelser, og selvom de kommer rundt i hele verden, er der geografiske, handlingsmæssige og tematiske fællestræk i historierne. I ”Mænd fra Sialkhøjderne” har et kærestepar lånt deres forældres vielsesringe for at kunne gå i biografen uden at blive anholdt. Men køen til biografen er lang, og på deres vej til køens begyndelse kommer de gennem Baghdad, Damaskus, Beirut og til Berlin, Paris og London, Moskva og Beijing, inden de kommer tilbage til Sialkhøjderne. Undervejs er de blevet gift og har fået to børn.
62734051
I ”Mænd fra Kaldæa” overlades en tarspiller til Museumsstyrelsen for Naturressourcer, da han i lighed med ”segl, lercylindre, lertavler og kakler” regnes for et naturfænomen. Han installeres i et diorama for at repræsentere den kaldæiske kultur, mens turisterne kigger på ham. Historien tilspørger på humoristisk vis, hvem der har patent på historie og kultur – og om gammel kultur er mere værd end ny kultur?
Karaktererne er hele tiden på vej mod et uklart mål, og de må skjule sig og rejse under falsk pas, og bogen viser, hvad fordomme og konsekvent nedgørelse af andre mennesker gør ved et individ. Hvis man aldrig føler sig forstået eller velkommen, ender man som et ensomt og halvdødt menneske, og civilisationer vil gå under, hvis vi fjerner os fra hinanden i frygten for det fremmede. Parsipurs civilisationskritik er humoristisk fortalt gennem myter af næsten bibelsk og tidløs karakter, der nok foregår i en moderne virkelighed, men er funderet i ældgamle civilisationer.
Det eventyrlige præg, fortællingerne bærer, ses for eksempel ved, at flere tider og sindstilstande kan opstå samtidigt. En mand er faldet i søvn på en vogn, og samtidig er han på cafe i USA; han bliver gift begge steder og ender med at stikke af fra begge ægteskaber. Dødt kan blive levende igen, og ud af et sønderbombet land kan opstå mytiske bjerghuler.