– Kan du se? Siger han, – det regner. Jeg sagde det jo. Og regnen falder og falder, og hun forstår det ikke. Havde hun gået alene, ville fin fygesne være blæst hen over hendes ansigt. Den ville være kommet ind i hendes mund som en levende kuldedrik.”
I Tove Pilgaards roman ”Dukkenat” fra 1992 rejser Mona til Sydspanien for at nyde roen i en lille landsby, mens hun lægger sidste hånd på sin afhandling om den svenske lyriker Edith Södergran. Midt i freden og roen i det spanske afsides er der dog hele tiden noget eller nogen, der trænger sig på. Det selskabelige ægtepar Herbert og Yvonne, som lejer huset ved siden af, inviterer på kølig vin på deres terrasse, Herbert insisterer på at komme over for at ordne gassen i Monas logi, myrerne invaderer huset i en konstant strøm, og så er der de mange minder om et helt liv uden kærlighed med ægtemanden Andreas, som venter på Mona hjemme i Danmark og ikke forstår hendes behov for alenetid. I brudstykker skildres ægteskabet med Andreas – det slidsomme arbejde på deres gartneri, pligterne med huset og børnene og endelig hendes sene universitetsuddannelse og karriere som HF-underviser.
52381029
Romanen er skrevet i 3. person med nøgterne og enkle betragtninger om opholdet i Spanien og om det stille hverdagsliv, som Mona har levet med sin mand. Den kvælende stilstand og kedsomhed i dagligdagen skildres f.eks. i begyndelsen af romanen med en klaustrofobisk opremsning af alle de praktiske genstande i husholdning, som Mona omgives med, men som hun ikke finder mening i: ”Grydeskeen med hakket. Skummeskeen af aluminium, uopslidelig. Den skulle i brug i det øjeblik, skummet på den kogende suppe var samlet i luftige gråbrune øer, inden de gik i opløsning og blev til brune partikler på indersiden af gryden og på suppekødet.” (s. 16).
Men under de objektive betragtninger gemmer Monas umiddelbare, rå og kaotiske sansning af verden sig. Den verden, hun deler med sin mand Andreas er kunstig og skrøbelig, mens hendes egen indre verden er et univers, hvor hendes krop er ”den oprindelige med de råt tilhugne drifter” og ”i slægt med vilde dyr og ikke med Guds moder, eller hvis moders form det nu var, hun blev presset ind i” (s. 25).
Med ”Dukkenat” skriver Tove Pilgaard videre i det tematiske spor, som også karakteriserede hendes debutroman ”Brudstykker af et pigeliv”. Uddannelse og karriere – og særligt det at fortolke verden og skrive – skildres som redskaber til at definere og blive sig selv ud over rollen som hustru og mor.