Tove Pilgaards romaner er fiktion, men i både debutromanen ”Brudstykker af et pigeliv” samt ”Dukkenat” er det tydeligt, at de kvindelige personer er modelleret over Tove Pilgaards eget livsforløb, og de to romaner befinder sig derfor genremæssigt på grænsen til autofiktionen.
”Det, jeg skriver om, kender jeg fra mit eget liv. Bøgerne er ikke egentlige selvbiografier, og personerne er ikke nøjagtigt gengivet efter virkeligheden. Det kan være, at der er to personer, der smelter sammen til én, og de handler om ting, jeg har mødt i mit liv, Hvordan skulle det ellers være? Det ville blive alt for konstrueret, hvis ikke det, man skriver om, har bund i virkeligheden,” fortæller Tove Pilgaard i et interview om det selvbiografiske underlag i hendes litteratur. Derfor er hun ved en udgivelse også altid nervøs for, om hun gået virkelige personer for nær i sin litterære skildring (Lene Alsing: Pludselig er man helt alene. JydskeVestkysten, 2010-08-21).
De to kvindelige skikkelser, som tegner sig i både ”Brudstykker af et pigeliv” og ”Dukkenat” ligner til forveksling hinanden. Begge fanges de i et kærlighedsløst ægteskab, hvor de mister muligheden for at definere sig selv. I stedet bliver deres liv og identitet præget af at skulle indordne sig etablerede samfundsnormer om, hvad det vil sige at være kvinde. I ”Brudstykker af et pigeliv” bevæger pigen Lone sig således fra at være et ungt og håbefuldt menneske med agens i forhold til, hvad hun ønsker i livet, til at blive prisgivet familiestrukturer og forventninger omkring hende i det øjeblik, hun bliver gravid uden for ægteskabet. Det liv, der tegner sig for hende er ikke et liv defineret af hende selv, men et liv levet i rollen som mor, hustru og landkone. I ”Dukkenat” er hovedpersonen den modne kvinde Mona, som man aner har befundet sig i lignende omstændigheder, men som i en sen alder har formået at frigøre sig fra rollen som mor og hustru og skabe et rum for sig selv gennem uddannelse og karriere.