Gro

”Gro” fra 2015 er Tove Pilgaards eneste digtsamling. Den består af tre dele: ”Cyklus”, ”Antifoni” og ”Fuga” – alle termer, som man bruger inden for musikkens verden. Første del består af tolv digte for hver af årets måneder, hvis længde veksler mellem det helt korte som i det allerførste digt ”januar”: ”hvide stjerner” (s. 7) til de mere omfattende tolv vers i ”juli”. De består fortrinsvist af iagttagelser af naturen og vejret. Anden del af digtsamlingen har titlen ”Antifoni”, som i musikken betegner en vekselsang mellem to solister. I disse digte møder digterjeg’et et du og fornemmer en umiddelbar samhørighed og efterfølgende lykke: ”dine øjne var oceaner/ brændingen slog op/ mod mine tørstige hænder” (s. 33) for efterfølgende pludselig at opdage, at relationen er uden mening: ”min ven i går kendte jeg dit ansigt/ i dag har du nye træk”. Kærligheden skildres således som en flygtig helhed, der i næste nu kan gå i opløsning.

51658868

I digtsamlingens tredje del ”Fuga” er jeg’et fraværende og træder først frem i allersidste digt. Digtene bærer titler som ”Klodens fortid” og ”Tidens rytme”. De helt korte og nære øjebliksiagttagelser af årets og naturens gang i digtsamlingens første digte (”gennem glasset/ sorte grene”, s. 7) er i tredje del erstattet med billeder i det helt store geologiske perspektiv (”havet har trukket sig tilbage/ i vaskebrætrillernes væde/ flyder solen”, s. 53), og tiden er blevet grænseløs (”en rytme i grænseløst nu”, s. 55).

Udover musikken, dansen og tiden er naturens tilstedeværelse fælles for alle digtene. Jeg’et sanser og iagttager ikke blot naturen udenfor gennem vinduets ramme, men bliver selv opslugt af dens ånd som i en slags kærlighedsrelation. Naturen besjæles og tiltales som et ”du”. Når jeg’et danser under granerne og hæver sine arme op mod dem i bøn, eller når bålets flammer dør hen: ”så mødes jeg med din/ kolde munterhed/ du spidser din mund til kys/ snedronning/ og jeg går ad dine stier” (s. 43).