I takt med at fokus på klimakrisen og konsekvenserne af den fylder stadig mere i medierne, er det samme sket i fiktionen. De seneste år er stakken af klimakriselitteratur, eller cli-fi som genren også bliver kaldt, vokset. Dvs. bøger der giver et fiktionaliseret bud på, hvilke konsekvenser vores behandling af kloden kan få. Ofte – men langt fra altid – er romanerne sat i en dystopisk fremtidsverden, eller nær-fremtidsverden, deraf navnet, der rimer på sci-fi. Charlotte Weitze skriver sig med romanerne ”Den afskyelige” (2016) og ”Rosarium” (2021) ind i cli-fi-genren, men når hun er relevant at nævne i forhold til Rasmus Daugbjerg, skyldes det i lige så høj grad, at inspirationen fra gamle eventyr også træder tydeligt frem i Weitzes forfatterskab, eksempelvis i ”Den afskyelige”, hvor det er myten om den afskyelige snemand, hun genopliver.
I Dennis Gade Kofods ”Nancy” fra 2015 vil underjordiske væsner tage Bornholm tilbage, fordi menneskene misholder jorden. Tematikken minder om Daugbjergs ”Trold”, og også hos Gade Kofod er det magiske væsner, der kræver deres ret til den natur, menneskene har vundet hævd på.
Svenske Kerstin Ekman har i årtier skrevet romaner fra de store svenske skove. Hendes forfatterskab spænder over mange genrer, men et gennemgående greb er, at der ofte er noget overnaturligt på spil eller et spor af bibelhistorier til stede. Fortællinger der knytter sig stedets historie – hvad enten det er gamle sagn eller den religion, som menneskene her har bekendt sig til gennem generationer. Ekmans måske bedst kendte bøger, kriminalromanen ”Hændelser ved vand” (1993) og romantrilogien ”Ulveskindet” (1999-2003), foregår ved byen Svartvattnet i Nordland og tematiserer blandt anden, hvordan vi behandler og lever i naturen. I hendes roman ”Ulvespring” fra 2021 taler hun skovens sag gennem den pensionerede forstkandidat Ulf, der efter et møde med en ulv kan høre naturens egen stemme.