Naturen er noget uregerligt, som menneskene lever med og lever af, men alligevel er dødsens bange for. Mange tyer til tro eller overtro for at forklare eller retfærdiggøre naturens kræfter. Sådan er det i begge Rasmus Daugbjergs romaner. I ”Rygtet” er der frygten for skoven uden for byens mure og alt det mørke og farlige, der findes i den. Der er en konsensus i landsbyen om, at de der bor eller trives i skoven, ikke er til at stole på. I ”Trold” er det først og fremmest trolden, som menneskene frygter. Trolden er en del af den natur, som menneskene er ved at ødelægge ved at udvinde ressourcer, men hun (trolden) er også et billede på noget større. Hun er en naturkraft, som kan tage alt fra menneskene og endda sluge hele verden.
I forlængelse af det er det væsentligt at nævne folkeeventyrene, en genre som Rasmus Daugbjergs bøger også trækker på, tydeligst i ”Trold”. I folkeeventyrene møder vi arketyperne, det kunne være en konge, en trold, en heks eller en prins, som hver repræsenterer noget bestemt i fortællingen, oftest enten det gode eller det onde. Folkeeventyrene ender som regel med, at de onde straffes og det gode sejrer. Hos Rasmus Daugbjerg er skellet mellem det gode og det onde ikke sort-hvidt. Til Forfatterweb fortæller han, at han under arbejdet med ”Trold” stillede sig selv spørgsmålet, hvorfor trolde altid fremstilles som onde: ”Og i mange fortællinger er det netop, fordi nogen forbryder sig mod naturen, mod troldens hjem. Så der ligger en ambivalens i troldens ondskab.” (Interview med Forfatterweb, november 2022).
Trolden i romanen afspejler klimaets reaktioner på vor tids adfærd, for som Daugbjerg siger til Jyllands-Posten: ”Jo mere rovdrift, der drives på naturen, jo flere klimakatastrofer kommer der (…) Hvis vi vil forstå klimakrisen, må man forstå, at klimaet både er sårbart, men også sårende - ligesom en trold”. Jo Carlsen: Rasmus Daugbjerg får en trold til at sprede uhygge om klimaet. Jyllands-Posten, 2022-09-01. I Jyllands-Posten fortæller Daugbjerg desuden, at han i forbindelse med sin research til ”Trold” læste både folkeeventyr, 500 år gamle landbrugspolitikker og FN’s klimarapporter.
Et andet tema i Daugbjergs forfatterskab er frygt, og hvad den gør ved os, og hvordan den får os til at tale. I ”Rygtet” er det landsbyen, der frygter det fremmede, og angsten peger i mange retninger: ”Rædslen findes over det hele. På den måde er Rygtet jo en bog, der prøver at forholde sig til, hvordan rædslens sprog kan se ud,” siger han til Litteraturnu.dk (Søren Engelbrecht: Et sprog for rædslen: interview med Rasmus Daugbjerg. Litteraturnu.dk, 2022-06-08). Det sprog finder f.eks. styrke i forsimplede logikker, som beboerne kan enes om, og som kan affeje den uro, der kommer af ikke at have greb om noget til fulde. Som når beboerne i byen digter en dyster historie om den nye tilflytter, de frygter og hader mere og mere. Eller når de døber en pige Tvillingen, fordi de ikke kan enes om, hvem der fandt hende først. Løsningen på det, der kunne være optræk til en konflikt bliver, at pigen må være to identiske mennesker.