Rygtet

Citat
”Alle har set dig liste rundt i byen. Fluehovedet siger, at han har set dig drikke vand fra brønden. Du krøb væk og holdt hænderne på maven. Du har kastet dit barn ned i en brønd, og kan ikke huske hvilken. Rygtet siger, at du går fra by til by og smager dig frem.”
”Rygtet”, s. 67.

Rasmus Daugbjerg debuterede med romanen ”Rygtet” i 2021. Vi er i en landsby et ubestemmeligt sted i en ubestemmelig tid. En mand (du’et) er flyttet til byen, og rygterne om hans fortid spreder sig hurtigt. Det siges, at du’et har mistet et barn, og at det var ham selv, der slog det ihjel. ”Du stoppede en klud i munden på barnet og smed barnet i en brønd”, står der på s. 9. En har set du’et stå på rugmarken om natten og hyle som et ulvedyr. Alle er enige om, at du’et aldrig bliver en del af landsbyen. Kvinden Jana, der blev født med et gennemsigtigt bryst, indleder et forhold til ham. Rygtet siger, at hun kun er interesseret i du’et, fordi hendes mor døde tidligt.

38696688

Omkring byen ligger skoven. Og i skoven er Urhullet, som siges at vokse om natten. Beboerne er bange for skoven og især for Urhullet, som måske vil sluge hele byen. Rygtet siger, at du’et boede længe i skoven, inden han kom til byen.

Janna og du’ets forhold går i stykker. Ifølge præsten har hun åbnet sin dør for Gud. ”Præsten siger, at han altid har vidst, at det var Gud, der viste sig i Janas bryst.” (s. 93). Jana beskylder du’et for at ville skubbe først hende og senere alle i byen i Urhullet. Herfra tager beskyldninger og had rettet mod du’et til. Præsten køber på Janas opfordring en ny kirkeklokke, som kan ringe du’et ud af byen.

Undervejs får vi også korte fortællinger om andre beboere i byen, og vi hører om Storvinteren, som alle mindes med gru. De fleste af fortællingerne er på under en side.

Sproget driver handlingen frem i ”Rygtet”. Først og fremmest, fordi det er de mundtlige overleveringer – rygterne, der løber fra nabo til nabo – der er selve handlingen. Du’et tiltales, men kommer aldrig selv til orde. Romanen består udelukkende af beboernes antagelser og mundtlige overleveringer til hinanden. Nogle gange er det et kollektivt ”vi”, der taler. Andre gange er det en navngiven person i byen, der spreder rygtet.

De mange fortællinger om, hvad der sker i skoven, og hvad nogen har set du’et gøre, udstiller byens frygt for det fremmede. Sproget i romanen underbygger det. Sætningerne er korte og hårde, præcis som rygterne.