Hvor kendt er du på Frederiksberg. En demensbog

Citat
”De rev din have op sommeren efter din sidste sommer// Jeg ville ønske jeg kunne sige at det var uvigtigt/ Fordi det kun handlede om døde ting/ Men planter er levende// 40 år gamle høstanemoner i store affaldssække/ Ved stakittet ud til gaden// En enkelt har overlevet hændernes ødelæggelse;// Hovedet skinner blegt mod mulden/ som et indbrud// Som en overtrædelse/ Eller tærskel mellem døden/ og alt andet”
”Hvor kendt er du på Frederiksberg”, uden sidetal.

Under genrebetegnelsen demensbog udkom ”Hvor kendt er du på Frederiksberg” i 2024. Værket er skabt i dialog med borgere på plejecentre på Frederiksberg, og de ældre har selv været med til at udpege bogens farvevalg, motiver, stil og tekstur. Billedkunstner Mette Uldal har lavet originale linoleumstryk til bogen, der har bogdesign af grafiker Åse Eg Jørgensen og nyskrevne tekster af Anna Rieder.

På bogens forholdsvis få tekstsider er der kortfattede sætninger og udsagn, hvoraf flere kunne stamme fra beboere på plejecentre: ”Lissi:/ Jeg har haft et godt liv, nu sidder jeg her// Frede:/ Dem på éns egen etage kender man, og man ved hvad de interesserer sig for”. Andre kunne være poetiske, sanselige betragtninger fra et plejecenter: ”gul/ solhat/ kløver// tilkaldealarmen om halsen er ikke et smykke”.

137919516

Med en anden teksttype er der optrykt den slags remser, man skriver i gækkebreve: ”En dag jeg fandt en vintergæk/ Men samme dag mit navn blev væk”. Disse remser falder ind i bogens tilkendegivelse af foråret og af dens nysgerrighed på planters liv, der på første side med en henvisning til den japanske digter Hiromi Itō lyder: ”Hiromi Itō siger// det er mere almindeligt for en plante at leve end at dø” og på sidste side: ”Planter stopper aldrig”. I værket er planterne både havens vintergækker (de levende) samt ”omrids af kastanjeblade på skydedøren” (de kunstige). Samtidig minder gækkebrevene os om påsken, der er tid for død og genopstandelse.

De grafiske værker er figurative tryk med simple motiver: sommerfugle, pejs, menneske i kørestol, og derudover er der optrykt en række linjerede ark samt tabeller og kolonner. De ligner noget fra ”gamle dage” og kan således henvise til den tid, der er gået for de ældre, men også til at skulle skrive sin historie ned, gøre regnskabet op. Illustrationerne har et gammeldags præg over sig i både form og farve, næsten en sagtmodighed, balanceret og rolig.

Demensen kan tage din historie og dit navn fra dig, så du til sidst skal gætte, hvem du er, som i gækkebrevet, som det blanke papir, som den rene sansning. Hvor er den, de var engang?