En Årstid i Helvede

Citat
”Så er det min tur. Historien om en af mine afsindigheder.
I lang tid havde jeg pralet af at besidde alle mulige landskaber og jeg fandt maleriets og den moderne poesis berømtheder latterlige. (…)
Jeg drømte om korstog, opdagelsesrejser, som der ikke findes beretninger om, republikker uden historie, religionskrige, omvæltninger af sæder og skikke, racers og kontinenters omflytninger; jeg troede på enhver fortryllelse.”

”En Årstid i Helvede”, s. 35.

”Un Saison en Enfer” fra 1873 (”En Tid i Helvede”, 1949, ”En Sæson i Helvede”, 1972, ”En Årstid i Helvede”, 1998) blev den eneste bog, Arthur Rimbaud selv lod trykke. Bogen blev skrevet efter nogle vilde år med bohemeliv i Paris sammen med Rimbauds elsker, digteren Paul Verlaine, og omhandler bl.a. dette besværlige og voldsomme forhold.
”En Årstid i Helvede” er en form for syndefaldsfortælling; det handler om at miste sig selv og sin tro og alt håb. Det vilde og fabulerende billedsprog placerer ham i litteraturhistorien som en symbolistisk digter, og Rimbaud er også blevet læst som en forgænger for modernismen.

Bogen består af ni dele, hvoraf det meste er prosadigte, altså ikke skrevet på vers, men med en stærk og musikalsk rytme i sproget.

22017802

Bogen begynder med at beskrive faldet, det er en afvisning af retfærdigheden, glæden og skønheden og slutter med en direkte henvendelse fra den fordømte til Satan. Dernæst forlader digteren sine gæliske familierødder og i det hele taget alt, der binder ham til jorden i kapitlet ”Ondt blod” for herefter i ”Helvedesnat” at opholde sig ved sit eget dødsøjeblik og nedfaret til helvede. Det er også en nedstigen i vanviddet, der følger, og paradoksalt nok tales der mest lineært forståeligt i kapitlerne ”Vanvid” 1 og 2, hvor digterens kærlighedsforhold til Verlaine bliver behandlet.

Digtene er præget af store temperamentsfulde udsving og skiftevis rasende og fuldstændig mismodig skrift. I korte øjeblikke ses en ny og renset verden for det indre blik, et nyt samfund: ”Hvornår skal vi, hen over strande og bjerge, hilse det nye arbejdes fødsel, den nye visdom, tyrannernes og dæmonernes flugt, (…) Himlenes sang, Folkenes march! Lad os ikke forbande livet.” (s. 45).

Det er da heller ikke uden en om end dobbelttydig håbefuldhed, at digteren tager afsked med det hele i sidste kapitel ”Farvel”. Digteren tager afsked med sine metafysiske hallucinationer: ”Jeg! jeg der har kaldt mig selv vismand eller engel, fritaget for enhver moral, jeg er givet tilbage til jorden, med en pligt at søge og den ru virkelighed at favne! Bonde!”. Jeget er kastet tilbage ind i verden, har fundet tilbage til jorden og den gnidningsfulde og barske virkelighed.