Illuminationer

Citat
”Den officielle højborg overgår det moderne barbaris mægtigste frembringelser. Umuligt at beskrive det flade dagslys, fremkaldt af den uforanderlige grå himmel, bygningens majestætiske pragt og den evige sne på jorden. Med en særegen smag for det enorme har man reproduceret alle arkitekturens klassiske underværker. Jeg går på kunstudstillinger i lokaler tyve gange større end Hampton Court. Det er malerkunst!”


”Illuminationer”, s. 35.

I 1886 udkom Arthur Rimbauds ”Les Illuminations” (”Illuminationer”, 1949, 2007,) der består af 44 enkeltstående digte. Den har mere karakter af samling end ”En Årstid i Helvede,” som havde en klarere værkstruktur. ”Illuminationer” blev første gang udgivet i sin helhed i 1886 af Paul Verlaine, som havde fået overdraget manuskriptet af Rimbaud, mens dele af den tidligere var blevet udgivet i tidsskriftet La Vogue. Rimbaud skrev bogen, mens han boede i England i 1873-75. Fordi Rimbaud ikke selv var involveret i udgivelsen af ”Illuminationer”, kender vi ikke den rækkefølge, han havde tænkt digtene skulle have, men oversættere og fortolkere af værket har også dømt det irrelevant, fordi hvert digt er enkeltstående og altså ikke afhængig af at blive læst i sammenhæng med de andre.

26716799

Fordi digtene er adskilte fra hinanden, er det også svært at pege på én gennemgående tematik, men et tema der alligevel går igen i digtene er byen. I digtet ”By” står der: ”Jeg er en flygtig og ikke alt for misfornøjet borger i en hovedstad som regnes for moderne” (s. 30). Det er et mismodigt portræt af byen, der er tung af røg, og hvor ingen mennesker lærer hinanden at kende. Men afskyen for byen er holdt i spænd af en lige så dyb fascination. Som i digtet ”Byer,” hvor oldtidsbyer bliver til smukke ”drømmebjerge” (s. 35) – paladser af drømme og selverkendelse. Byens tiltrækning er voldsom, og selve byen er også et voldsomt sted, hvor det moderne liv kan udforskes med alle dets faldgruber.

”Illuminationer” består hovedsageligt af prosadigte, der udmærker sig i sin samtid med deres hallucinatoriske kvaliteter. Visioner og drømmelogik fylder mere end lineære fortællinger. Rimbaud skrev længe før surrealisterne, men mange af dem citerede ham som en stor inspiration, pga. hans udsyrede og billedstærke digte.
To af bogens digte er skrevet på frivers, dvs. på vers men uden en fast rytme eller form, og er nogle af de første friversdigte i Frankrigs litteraturhistorie. Det drejer sig bl.a. om det slyngede digt ”Bevægelse,” hvor linjernes fald mimer de vandfald og malstrømme, som indleder digtets bevægelser.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Illuminationer"