Beslægtede forfatterskaber

I sit forfatterskab er Mikkel Rosengaard inspireret af latinamerikanske forfattere, blandt andre chilenske Roberto Bolaño og argentinske Manuel Puig. Det, som særligt fascinerer ham, er måden, hvorpå de to forfattere udfolder handlingerne i deres bøger: ”Du følger den her ene karakter, ligesom om han er (…) en billardkugle, og så støder karakteren ind i tre andre billardkugler, og så følger du også dem (…) Det synes jeg er super fantastisk, hvordan de arbejder med alle de her lag af fiktioner der er i hvert menneskes liv” (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, februar 2017). Denne måde at skabe en handling på, hvor historien bredes ud gennem forskellige personer, ligner strukturen i ”Forestillinger om Ana Ivan”. Her udfoldes handlingen i takt med, at persongalleriet foldes ud og fortælles i forskellige niveauer.

Romanen har også visse ligheder med Paul Austers New York-trilogi (1987-1989). Ud over at bøgerne foregår i samme by, er romanerne karakteriseret af en til tider fabulerende stil, et metaplan og mystisk plot med afsløringer, der langsomt afdækkes (Peter Simonsen: At forestille sig selv, oktober 2016).

Blandt danske inspirationskilder er Lars Frost. Særligt de af hans bøger, hvor stilen er narrativ, og hvor han skriver med humor og ironi, men samtidig med tyngde og seriøsitet (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, februar 2017). Også Kristian Bang Foss’ forfatterskab har ligheder med Mikkel Rosengaards. Specielt det humoristiske islæt og de til tider absurde begivenheder, som ses i blandt andet ”Døden kører Audi” (2012).