Mikkel Rosengaards bøger er skrevet i et enkelt sprog og opbygget omkring anekdoter og små historier. I ungdomsromanen ”Videre” fortæller drengene hele tiden hinanden historier om, hvad de har lavet og iscenesætter på den måde deres liv over for hinanden. I ”Forestillinger om Ana Ivan” er forfatteren optaget af genfortællingen som stilistisk træk, illustreret i romanens mange fortællelag. Mikkel Rosengaard forklarer brugen af genfortællinger således: ”Jeg synes altid, jo længere væk jeg kommer fra mig selv, jo bedre bliver skrivningen, og jo mere fri er den (…) at give ordet til en anden, så det er en genfortælling af en genfortælling (…) der er et eller andet i det, som føles frit og spændende og mere legende. Når det ikke er sådan direkte.” (Martine Stock: Interview Forfatterweb, februar, 2017).
Distancen til begivenhederne understøttes af forfatterens brug af ironi, der, ifølge ham selv, gør, at handlingen og formidlingen ikke bliver klichéfyldt. Mikkel Rosengaard lægger desuden afstand til sin fortæller – og dermed til handlingen – ved ikke at give ham et navn, hvilket gør jegfortælleren til et medium snarere end en person. Ligesom sin fortæller opfatter Mikkel Rosengaard sig selv som en slags ”parabol”, der suger historier og oplevelser omkring ham til sig. Og selvom der er visse ligheder til personerne i hans bøger, er det ikke autofiktion. Han er snarere interesseret i de anekdoter, som hele tiden udveksles mellem mennesker, og måden de former hinanden på (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, februar 2017).
På et tematisk plan er historiefortællingen også central. Mikkel Rosengaard er fascineret af, hvordan vi bruger fortællingen i vores liv, og hvordan fortællingen bruges til at iscenesætte eller forstå det tilfældige og kaotiske i tilværelsen: ”Både når du skal fortælle, hvad du lavede i forgårs, men også når du ser på hele dit liv. Der er så mange ting, man udelader, og der er så mange måder at fortælle det på.” (Martine Stock: Interview til Forfatterweb, februar, 2017).