Jenny Rossander

Jenny Rossander, også kendt som Lydmor, er født i Aarup på Fyn i 1990. Hendes interesse for at skabe værker var til stede allerede i barndommen: ”Jeg var ret meget en dagdrømmer. Jeg læste rigtig meget og var lidt en outsider i den der lidt provinsielle by, hvor man enten skulle gå op i håndbold eller heste.” (Anne Møller: Elektropoppens stjerneskud. Aarhus Panorama, 2019-03-06). Hun begyndte at skrive allerede som 14-årig, men kunstnerkarrieren startede ikke med litteraturen i fokus.

Som efterskoleelev på Langeland begyndte hun at spille klaver og fik øjnene op for, hvor rart det var at komme lidt væk fra Aarup. Herefter startede hun på kostgymnasium i Struer, men droppede ud for at flytte til Aarhus og lave musik. De næste år arbejdede hun, indspillede elektronisk musik i sit hjemmestudie og gjorde gymnasiet færdig. Kunstnernavnet Lydmor opstod, da hun blev en del af det kreative fællesskab Frontløberne: ”Vi var en masse mennesker. Blandt andre en kvinde med en madvogn. Hun blev kaldt madmor. Og så var der mig. Jeg havde en lydvogn, hvor jeg hyrede bands og indspillede folks demoer gratis.” (Anne Møller: Elektropoppens stjerneskud. Aarhus Panorama, 2019-03-06). Under det kunstnernavn har hun foreløbig udgivet fem soloalbums.  

Jenny Rossander har ikke lagt skjul på, at hendes romandebut ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” (2024) om rollen som hemmelig elskerinde til en magtfuld kulturpersonlighed tager udgangspunkt i egne oplevelser, og at hun håber, at andre vil kunne spejle sig i fortællingen. Det er imidlertid ikke første gang, at Rossander italesætter skæve magtforhold i kunstverdenen. I 2020 skabte hun opmærksomhed med et debatindlæg i musikmagasinet GAFFA, hvor hun kritiserede Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treo for at skrive sexistiske anmeldelser, der fokuserede på kvindelige kunstneres påklædning og udseende frem for deres musik og performance. Rossander blev efterfølgende tildelt Ethel-prisen, der uddeles årligt til en person, der har gjort en særlig indsats for at fremme vilkårene for kvindelige musikere.

I lighed med hovedpersonen i ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen” har Rossander leveret musik og lydeffekter til flere teaterstykker. I 2019 komponerede hun musik til og medvirkede i opsætningen af ”Orestes” på Aarhus Teater. Siden har hun bl.a. skrevet musik til ”Tine” på Aalborg Teater i 2021 og ”Mørkt forår” på Betty Nansen i 2023.  

Jenny Rossander debuterede i 2024 med romanen ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen”. Det er en fortælling inddelt i fire akter om en kærlighedsrelation, ingen må kende til.

Komponisten, en ung, kvindelig musiker, skal medvirke i den græske tragedie ”Elektra”. I flere måneder skal hun bo dør om dør med Instruktøren, og som tiden skrider frem, indleder de et forhold. Men han er gift og beder hurtigt sin nye kæreste om at holde relationen hemmelig. Han forsikrer hende om, at det er bedst sådan for alle. ”Der er jo nogen, som ville sige, at jeg var din chef”, forklarer han, og til det svarer hun: ”Er du da ikke det?” (s. 124).

Halvandet år senere samarbejder Komponisten og Instruktøren om endnu en forestilling – ”Tine” af Herman Bang, en tragisk kærlighedshistorie, der ender med at hovedpersonen Tine tager livet af sig selv.

138431835

Instruktøren og Komponistens forhold er netop sluttet, og hun har lovet sig selv ikke at genoptage det. Men det går ikke som planlagt. Halvvejs gennem prøveforløbet er hun ødelagt af hemmelighederne. Hun sover ikke, begynder at skade sig selv og tænker mere og mere på Tines selvmord. Nytårsnat ringer hun grædende til Instruktøren, som er sammen med sin familie. Først da hun fortæller ham, at hun ikke kan færdiggøre forestillingen, reagerer han. Han lover at fortælle sin kone om forholdet efter premieren. Men det gør han ikke. I stedet skriver hun selv et brev til konen, hvori der står: ”Jeg har levet hemmeligt, men hemmeligheden er ikke min at bære. Jeg har kun brug for at blive sat fri.” (s. 313).

Romanen er fortalt i tredje person ental, men har også et fortæller-jeg, der instruerer fortællingen som et teaterstykke. Det er Komponisten, der prøver at fortælle den historie, hun har fortiet så længe: ”Det klør, hun vil ud. Det springer op, når jeg mindst venter det”, står der på bogens første side. Jeget skriger sin historie ud, og det er ikke let.

Rossander låner fra teaterverdenen for at male fortællingen om affæren frem. Tragedierne på teaterscenen spejler Komponistens egen tragedie. Ingen af karaktererne har navne. De forbliver arketyper som Dramatikeren, Scenografen og Instruktøren. Og på forsiden af romanen ses den britiske kunstner John Everett Millais’ maleri af den druknede Ophelia fra Shakespeares skuespil ”Hamlet”.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen"