I den offentlige modtagelse af ”Djinn” sammenlignede mange anmeldere Elias Sadaq med den afdøde digter Yahya Hassan. Formentlig – og delvist – grundet den aarhusianske baggrund i Gellerup og den udtalte indignation, der findes i de ofte energiske digte. Udsigelsen hos dem begge ligner monologer og genfortællinger af et handlingsforløb, men Elias Sadaq tager monologformen et skridt videre og arbejder også med dramaturgi og iscenesættelsen gennem sit virke som dramatiker. Elias Sadaq har også sit fokus på rytme til fælles med Yahya Hassan, og det fokus deler de med utallige andre digtere, deriblandt Jørgen Leth, Dan Turèll og Claus Høxbroe.
Med udgivelsen af ”Djinn” foretages der et skridt i retning af en mere udpenslet og detaljeret beskrivelse af bl.a. seksuelle møder. Hvor kærligheden i ”Den unge Elias’ lidelser” er præget af romantik, forelskelse, længsel og en prøvende tilgang til det københavnske natteliv for LGBTQ-mennesker, emmer ”Djinn” af udpenslede sexmøder, ofte med mere eller mindre fremmede mennesker og ofte med en vis grad af voldsomhed.
I den forstand ligner Elias Sadaqs tekster dem af eksempelvis Tomas Lagermand Lundme og Niels Henning Falk Jensby. Tomas Lagermand Lundme er især kendt for sine autofiktive tekster om selvskade, spiseforstyrrelse, hatecrimes og seksualitet, og genremæssigt bevæger han sig over bl.a. ungdomsbøger til digte og dramatik. Både Elias Sadaq og Tomas Lagermand Lundme har givet udtryk for, at de selv begyndte at skrive bøger, fordi de manglede bøger om at være ligesom dem. Niels Henning Falk Jensby er især kendt for den stærkt erotiske roman ”Techno”, der modtog Bogforums Debutantpris i 2016, og som følger en ung rastløs mand, der begiver sig rundt i en række eksperimenterende københavnske (sex)miljøer præget af dominans. Begge forfattere har beskæftiget sig med seksuel vold, diskrimination og hatecrime, og det samme gør Elias Sadaq, bl.a. i digtet ”Hatecrime” og ”Transit” fra samlingen ”Djinn”.