Det er omdiskuteret, om Sapfo overhovedet kunne skrive, idet hendes digte er skabt som mundtlige kompositioner. De blev skabt med det formål at blive fremført ved kollektive ritualer som eksempelvis bryllupper med tilhørende dans og korsang. Hendes lyrik var altså oprindeligt sangtekster, som hun akkompagnerede på sin lyre, et harpelignende strengeinstrument, som har givet navn til genren lyrik. Musikken, som hørte til Sapfos digte, er ikke overlevet, men flere steder i fragmenterne henviser hun direkte til musik, når hun f.eks. gentager navneordet "lyre, lyre, lyre", eller når noget, der er gået tabt, sammenlignes med nattergalens sang.
Sapfos digte er skrevet fra en personlig vinkel med et ømt hjerte og har temaer som savn, længsel, begær, kærlighed, seksualitet og romantik. I nogle af de allerkorteste fragmenter nævner hun disse tematikker eksplicit. "ÅH, MIN ELSKEDE" (s. 168) lyder ét og et andet: "UNG KVINDE MED SØD STEMME" (s. 184). Heraf ses det også, at det særligt er unge kvinder, som Sapfo retter sit blik og sin betagelse mod.
Der er mange teorier om, at virkelighedens Sapfo indtog en form for ledende rolle i en gruppe af kvinder. Måske som præstinde i en Afroditekult eller som en læremester, der underviste yngre kvinder om ægteskab og livet som kvinde. Hendes digte udtrykker og tematiserer romantisk kærlighed og erotisk begær kvinder imellem. Og ordet lesbisk er på grund af Sapfo i dag et ord for kærlighed mellem kvinder, selvom det oprindeligt betød en person, der kom fra øen Lesbos. Det vides ikke, om Sapfo selv var lesbisk, men forskere påpeger, at man som i andet litteratur bør skelne mellem digterjeget og forfatterens virkelige person – også selvom Sapfo nævner sig selv ved navn i nogle af fragmenterne. De poetisk amourøse beskrivelser af intime forhold mellem kvinder har dog formodentlig ikke været så opsigtsvækkende en tematik i Sapfos samtid, da man ved, at homoseksualitet blandt mænd var udbredt i antikkens Grækenland.