10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden

Citat
”Leila var sytten år da hun blev bragt til denne gade – hun blev solgt til det første bordel af en mand og en kvinde, et par plattenslagere som politiet kendte ganske udmærket. Det var knap tre år siden selvom det allerede føltes som et helt andet liv. Hun talte aldrig om dengang, ligesom hun aldrig talte om hvorfor hun var stukket af hjemmefra, eller hvordan hun var endt i Istanbul uden et sted at bo og kun lira og tyve kurush på lommen.”
”10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”, s. 73.

Leila er død. Og iklædt sin stramme, guldpailletbesatte kjole ligger hun kvalt og krøllet sammen i en affaldscontainer. Elif Shafaks seneste roman udspiller sig på én gang over lidt mindre end 11 minutter – og over et helt liv. For i løbet af de første 10 minutter og 38 sekunder efter sin død, mens den allersidste livskraft siver ud af Leilas legeme, tænker hun, minut for minut, tilbage på sit liv, sine venner, sin kærlighed og sin sorg.

”10 Minutes and 38 Seconds in This Strange World” fra 2019 (”10 minutter og 38 sekunder i denne sære verden”, 2020) er en bittersød fortælling om de outsidere og udskud, som samfundet og tilfældet har skrabet sammen i Istanbul. Leila arbejdede som prostitueret i et bordel, og hendes fem nære venner, som erindringerne samler sig om, var en broget flok: den transkønnede Nostalgiske Nalan, bordelkollegaen Jameelah, dværgen Zaynab122, balladesangerinden Hollywood-Humeyra og bardomsvennen Sabotage-Sinan, er dem, der på trods af en tragisk barndom med løgn og overgreb og et voksenliv fuld af modgang, har gjort Leilas liv levende. De er ikke den familie hun fik, men den hun valgte.

48648274

Selvom bogen begynder med død, handler den i høj grad om liv. Om at overleve, gennemleve og simpelthen bare leve efter bedste evne sammen med dem man holder af, på en måde man selv har valgt. Noget, der i virkeligheden er de færreste forundt. Stemningen er let og sproget fjedrende og floromvundet, når Elif Shafak opruller sin vidtforgrenede beretning fra en side af samfundet, der (for) sjældent får fortalt sine historier.
Med greb og stemninger fra romancen og træk fra melodramaet – som kan minde om de sæbeoperaer, der både i Storbritannien og i Tyrkiet er ekstremt populære – fortæller Elif Shafak en historie om ulykkelige liv og grusomme overgreb. Og om at klare sig, om at finde lykken (eller måske bare trøst) på trods. Selvom store dele af bogen foregår på samfundets bund, er det sansemættede indtryk fra citron, sukker, kaffe og krydderier, der præger Leilas døende erindringsglimt og som fører læseren fra barndommens snærende bånd i den konservative provinsby Van til det frisindede, solidariske og ofte udsatte og usikre liv i det brogede Istanbul, der også er en slags hovedperson i bogen.