Ære

Citat
”Da Pembe blev født, var Naze så nedtrykt, at hun glemte alt, om hvad hun havde gennemgået i løbet af de forudgående seksogtyve timer mens blodet piblede frem mellem hendes ben, og derfor forsøgte hun at rejse sig op og gå sin vej. Det var i det mindste hvad alle sagde – alle der havde været til stede i rummet den stormfulde dag, hvor nedkomsten fandt sted.”
”Ære”, s. 13.

”Honour” fra 2011 (”Ære”, 2014), der er Elif Shafaks niende roman og den fjerde skrevet på engelsk, følger tre generationer af den tyrkisk-kurdiske Toprak-families rejse og det æreskodeks, der binder familien sammen – og som også splitter den ad. Med ”Ære” tager Elif Shafak endnu en gang fat i et svært, ømtåleligt og ikke mindst vigtigt emne, når hun undersøger æresdrab og spørger, hvad der kan få et menneske til at dræbe en af sine egne for ærens skyld?
Ægteparret Pembe og Adem Toprak rejser i slutningen af 1970'erne fra Tyrkiet til London for at skabe et nyt liv for deres familie. Men selv i den sydende storby følger tradition og tro fra hjemegnen med og lever videre i deres børn, Iskender og Esma. Men da Adem forlader familien, og Pembe finder ny kærlighed, føler Iskender, at han må forsvare familiens ære. En kæde af skam, skyld og fortidens synder, der synes ubrydelig, binder Toprak-børnene fast, mens en brutal forbrydelse flår dem fra hinanden.

51037499

At emnet er tabubelagt og betændt ser man tydeligt fra begyndelsen, hvor Elif Shafak dedikerer romanen til ”dem der hører, dem der ser,” men, fornemmer man, som ikke kan fortælle deres historie. I ”Ære” er fortællestemmen lagt i munden på Esma, og i romanens første scene er hun på vej til fængslet i Shrewsbury for at hente sin bror, der netop har afsonet 14 år for mord. Det antydes, men bekræftes ikke, at mordet var på deres fælles mor, og den grusomme begivenhed kaster en tung skygge over de to søskende og over hele romanens handling.
Med et væld af uventede og overraskende vendinger, af varsler, gåder og profetier lader Elif Shafak fortællingen springe i tid og sted, på kryds og tværs. Vi transporteres til en lille landsby ved floden Eufrat i 1953, til Istanbuls arbejderkvarter i 1969 og til Londonforstaden Hackney i 1977. Samtidig bliver en lang række figurer, foruden tre generationer af Toprak-klanen, introduceret, så bogen – ret typisk for Elif Shafak – kommer til at tale med mange stemmer og kaste mange blikke ud på verdens vrimmel og ind i menneskets inderste.