Den måde, Fie Frydendal Sigersted væver flere generationer af kvindeliv sammen, kan minde om Johanne Myginds roman ”Kærlighedens år” fra 2021. Heri undersøger hun spørgende forholdet mellem individ og samfund og hvilken verden vores mødre har givet os at vokse op i og selv blive kvinder i. Hos både Sigersted og Mygind bærer kvinderne deres mødre med sig gennem livet, på godt og på ondt.
Der er en optagethed i litteraturen i disse år af det man kan kalde intergenerationelle traumer, dvs. nedarvede svigt eller traumer. Det ses hos Sigersted, og det ses hos en række andre forfattere. Kristina Stoltz skriver i ”For evigt” (2022) om de vidtrækkende sår, det giver, at kvinden Baby stikker af fra familien. Både hendes datter og barnebarn er præget af de mønstre, det svigt tegner i dem, og det er tydeligt, hvor meget arbejde der skal til for først at blive bevidst om de mønstre og så have modet til at bryde dem.
Også i Emma Bess’ ”Ly” (2022) og i Josefine Klougarts ”Alt dette kunne du få” (2021) er dette et tema, og med Klougart deler Sigersted også den naturnære og ekstremt sanselige tilgang til verden.
Svenske Kerstin Ekman har gennem et langt forfatterskab skrevet om forholdet mellem menneske og natur og i det hele taget om alt det kraftfulde og kloge, naturen er og kan. F.eks. er ”Hændelser ved vand” (1994) fuld af nærgående beskrivelser af den nordlandske natur og samtidig stiller den moderskabets indlejrede magt og usynlige bindinger til skue. Også moderskabets natur er kompleks og kraftfuld. I Charlotte Weitzes værker, f.eks. ”Rosarium” (2021), væver menneske og natur sig også ind og ud af hinanden.