I begyndelsen af ”Vener” følger femårige Margit en diskussion mellem sine forældre: Far Holger ønsker sig kirsebærtræer, der kan give frugt til marmelade, mens mor Else drømmer om kaskader af lyserøde blomster. Det bliver Else, der holder fest for de japanske kirsebærtræer og Holger, der indædt fælder dem, da Else er gået hjemmefra. Den slags er romanen fuld af – episoder, der står i egen ret og har en symbolsk betydning. Er naturen til af praktiske hensyn eller bar glæde, hvem skal bestemme over den og hvad siger vores natursyn om os?
Naturen er det sted, Jane søger til, når hun skal trøstes og renses, ligesom Else forsvinder i den. Den femte kvinde i romanen, den synske Kirstine, har en viden om naturens helende kræfter, både i form af urter og bevidst nærvær. Hun er fortrolig med johannesurt, agerpadderok og lindetræets beroligende virkning, og hun ved, at: ”Der er masser at se hvis man har øjnene til det.” (s. 131). På flere måder har naturen en rolle i kvindernes liv, som anker og tegngiver.
”Vener” er optaget af spændet mellem kvindernes selvfortælling og selvforståelse og alle deres hemmeligheder. Margit bruger et helt liv på at holde skodderne til sit indre hermetisk lukket i, og først da hun finder Elses dagbøger, begynder hun at forstå sin mor. Kun fortælleren får lov at komme helt tæt på kvinderne, mens romanen sandsynliggør de strukturer, der opretholder facaderne. Gennem tekstens sprogliggjorte kropslige erfaringer fornemmer man, hvordan fortrængte følelser sætter sig i kroppen. Margit har lændehold og hikke og har aldrig kunnet trække vejret helt ned i maven, så for at bedøve sig selv indfanger hun havens hvepse og lader dem stikke sig. Kun Else slipper kontrollen og forsvinder ud af det konforme liv, der ikke kan rumme hendes svævende væsen, og Fie Frydendal Sigersted er netop optaget af, hvad der presser mennesket udefra: ”Jeg er optaget af beskrivelsen af stemninger, og af det menneskelige sind. Særligt af de internaliserede normer og konventioner, der begrænser vores væren og udfoldelse.” (Interview med Forfatterweb, oktober 2023).
Relationer, kærlighed og traumer på tværs af generationer er centrale temaer i ”Vener” sammen med svigt, længsel og spørgsmålet om, hvor stærkt blodets bånd egentlig er. Hvem er kvinden, når samfundet og manden og børnene og naboen ikke kigger?
Sprogligt myldrer ”Vener” med overraskende og præcise billeder – ”Den hvide hud om øjnene, som havde hun kogt for længe i mælk” (s. 75) og fornemmelsen af sands ”skurrende kølighed” (s. 283).