Leila Slimanis roman ”Dans le jardin de l’ogre” fra 2014 (”Adèle”, 2020) handler om kvinden Adèle, der bor med sin mand Richard og deres lille søn Lucien i Paris. Hendes mand arbejder som læge, mens hun selv er journalist. Adèle hader sit job og det faktum, at hun er nødt til at arbejde for at tjene til livets ophold. Den eneste ambition, hun nogensinde har haft, er at blive set på. Jobbet som journalist har dog den fordel, at de mange rejser og skæve arbejdstider gør det nemt at skjule de mange seksuelle affærer, hun indleder med både kollegaer, bekendte og tilfældige mænd på barer. For hvor sex med hendes mand føles som en pligt og noget, der skal overstås, lever og ånder Adèle for at udleve sin lyst og sit begær uden for ægteskabet. Hendes drift er altopslugende og destruktiv, fordi det ikke handler om kærlighed eller nærhed, men om en konstant trang til at føle sig levende, attraktiv og fri.
47842727
Richard vil gerne flytte på landet, hvor han har fået et tilbud om at blive medejer på en lægeklinik, og så vil han gerne have et barn mere. Men Adèle insisterer på at blive i Paris og udskyder spørgsmålet om at udvide familien. For hende er rollen som mor kompleks. Hun elsker sit barn, men føler sig samtidig kvalt i rollen som mor. En dag kommer Richard ud for en ulykke, og samtidig afsløres Adéle i en af sine mange affærer. Herfra tager Richard styringen. De realiserer hans drøm om at flytte til provinsen, og Adéle bliver hjemmegående.
Richard betragter hende nu som en syg patient, der skal afvænnes et misbrug, og holder hende i kort snor. Han er afhængig af kontrol og orden og nægter at give slip på forestillingen om det perfekte familieliv. Alt det Adèle føler sig begrænset i.
Med ”Adèle” har Slimani skabt en karakter, der hverken er sympatisk eller moralsk forbilledlig. Hun er styret af primitive drifter, der ikke ligger inden for samfundets forventninger til kvinder. Romanen giver et indblik i et komplekst forhold mellem tryghed, frihed og afhængighed.