Tematisk beskæftiger Leïla Slimani sig med køn, ulighed, identitet og seksuelle tabuer. Hun skriver om misforholdet mellem lovgivningen, de kulturelle og sociale forventninger, som det muslimske samfund i Marokko stiller op og virkelighedens realiteter. I alle hendes romaner er karaktererne undertrykt af normer omkring enten køn, ulige magtforhold, seksualitet eller tilhørsforhold. I ”Jeg bærer ilden” skjuler Mia sin homoseksualitet for familien, mens hendes lillesøster har et hemmeligt forhold med sin 20 år ældre lærer. I ”Se os danse” har Selma et incestuøst forhold til sin nevø Selim, mens både patriarken Amine i ”De andres land” og hovedkarakteren i ”Adèle” har sex uden for ægteskabet. Leïla Slimani skriver på en måde, hvor hun ikke er moralsk fordømmende over for disse handlinger men i stedet optaget af den indre skam og splittelse, kampen for selvstændighed og frigørelse kan medføre.
Som journalist og debattør har Slimani også afdækket kvinders manglende seksuelle rettigheder og konsekvenserne af misforholdet mellem den konservative lovgivning og kvinders indre liv og begær. I Marokko er sex uden for ægteskab ulovligt, og problemet opstår ifølge Slimani, fordi loven fratager kvinder retten til deres egen krop og seksualitet, fortæller hun i et interview. (Matthias Dressler-Bredsdorff: Leïla Slimani i samtale. LIVE fra Det Kongelige Bibliotek, 2022-05-18). I essaysamlingen ”Sexe et mensonges: La vie sexuelles au Maroc” fra 2017 har Slimani samlet en række vidneudsagn fra kvinder i Marokko, der ikke kan leve et frit kærlighedsliv og derfor må leve et skjult dobbeltliv.
Et andet centralt emne i Slimanis forfatterskab er klasse og kolonisering, og det hykleri, der både findes hos patriarkatet og kolonisterne i Marokko, men i lige så høj grad hos den velhavende kreative klasse i Paris, som ægteparrene i både ”Adèle” og ”Vuggesang” tilhører. De såkaldte bourgeois bohèmes, der på papiret har de rigtige værdier, men som samtidig har muligheden for at lukke øjnene for uligheden i samfundet.
Både ”Adèle” og ”Vuggesang” kan genremæssigt kategoriseres som psykologiske thrillers, mens Leïla Slimanis tre seneste værker udgør en historisk slægtsfortælling. Sproget i alle romaner er meget realistisk, usentimentalt og præcist.